1. Børn og kundskab

Alle børn er kloge – mere eller mindre – men alle børn kan også sagtens blive meget klogere, end de er.
Alle børn vil gerne være klogere, mere vidende og vil gerne vise, hvad de kan og ved.
Det er godt, det er sådan, for alle mennesker vil gerne føle, at de bliver værdsat for det de kan og udretter.

Udtyndingen af vidensbegrebet

En væsentlig årsag til at jeg har skrevet bogen "Børn og klogskab – klog på 100 måder" er den udtynding af vidensbegrebet, der sker i vores tid.
Den er mest synlig i massemedierne og i den politiske debat.
Men den er bestemt også synlig i de absurde krav om ”paratviden”, der fra bestemt politisk hold i
form af læreplaner, kanons og test. Disse presses ned over børnene i folkeskolen på bekostning af de kreative, skabende og udviklende vidensprocesser.

Især gælder det tendensen til ikke klart at skelne mellem information og viden.
Den tendens hænger imidlertid sammen med den forandring af viden, der er sket gennem de seneste årtier i og med informationsteknologien, videns forvandling til produktionsfaktor og uddannelsens udvikling hen imod investering i den humane videns kapital.

Forvandlingen af vores viden til varekarakter og bytteværdi har udløst dybtgående forandringer i vores måde at anskue, tale om og håndtere fænomenet viden på.
Vores videns personlige og subjektive side ”objektiviseres” og ”tingsliggøres”.

I bogen har jeg forsøgt at vise, at en væsentlig side af viden er, at den bæres af mennesker som en integreret del af personligheden, og at den tolkes og forstås i en personlig og social sammenhæng.
Men omvendt illustrerer bogen også, at der findes kriterier for sandhed og objektivitet.

En anskuelse af viden, som både subjektiv og objektiv, får konsekvenser for, hvordan vi ser på læring og pædagogik

Videns- og læringsprocesser tager udgangspunkt i en hidtidig forståelse af diverse fænomener og sammenhænge.
Ud fra en sådan forståelse, åbner vidensprocesser interessen for det nye, anderledes og fremmede, som derefter tolkes og forstås personligt.
Denne opfattelse af viden har en nær relation til en humanistisk dannelsestradition.
Traditionen har dybe rødder i den vesterlandske kultur og findes i dag udtrykt indenfor forskellige videnstraditioner.
Traditionerne fremtræder på én måde inden for
- den hermeneutiske tradition (tolkning og forklaring) på en anden måde inden for
- den pragmatiske (praktisk nyttigt og anvendeligt) og på en tredje inden for
- den fænomenologiske (hvad man gennem sanserne kan erkende).

Der er således solid baggrund for at anskue viden som et forhold mellem det subjektive og det objektive.
Den fuldstændige subjektivisme eller relativisme bliver normalt imødegået med, at den falder for sin egen urimelighed, idet den ifølge sit eget udsagn om altings relativitet også selv bliver relativ.
Mere centralt i dette perspektiv er, at den meget ofte forbliver i en ”egen verden” og ikke formår at overskride sine egne grænser.
Objektivitet kan på den anden side have mange forskellige påstande om sandhed.
Det hindrer ikke, at der kan findes forskellige perspektiver på viden, som forsvares med divergerende argumenter.

I den gamle berømte tegneserie Barbapapa er de forskellige figurer henholdsvis musikalske, sproglige, kropslige, sociale osv.
Om det er fra denne tegneserie amerikaneren Howard Gardner har fået inspiration til sine 7 intelligenser (først var der 7 – så blev det til 8 og senere igen til 9) skal stå hen i det uvisse.
Mange andre har senere ladet sig inspirere til at udbygge teorien om intelligenserne – og det gælder også for forfatteren af denne bog.

Men inspirationen til bogen er dog ikke alene hentet fra Barbapapa og Gardner tilsammen, men også fra de mange vidensfilosoffer gennem tiderne som eksempelvis fra Aristoteles og den første generation af naturfilosoffer, som havde deres tid i 500-tallet f. Kr.

Gammel og ny viden - om viden

Aristoteles beskæftigede sig mest med teoretisk-videnskabelige emner, så han måtte naturligvis tage stilling til, hvad begrebet viden i det hele taget er.

Det beskæftiger vidensfilosofferne sig også med i dag, skønt en bestemt portion viden, som prioriteres højt af nogle mennesker, ikke altid bliver opfattet som rigtig viden af andre.
Hermed får noget viden en større værdi end anden viden – og diskussionen kan derefter ende med, at vi skal tagestilling til, hvilken viden det vil være relevant for børnene at få i børnehaven og skolen – for at de kan klare sig godt senere i livet.

Om børnene så er kloge nok – eller parate - til at tilegne sig denne viden, eller om de er intelligente nok til at lære de ting, man har besluttet de skal lære bliver derfor et spørgsmål om børnenes intelligens, evner og anlæg.

Med al den snak om menneskers forskellige evner og anlæg er diskussionerne også med til at fremhæve, at man kan være ”klog” på mange forskellige måder og at det både er urimeligt og forkert kun at fremhæve nogle markante intelligensområder; eksempelvis den sproglige og logisk-matematisk intelligens.

Der skal forhåbentlig også være plads til de såkaldt ”alternativt intelligente” – som i nogle menneskers opfattelse er ”rigtig” intelligente, hvilket betyder, at de pågældende børn har en anden viden end den "rigtige" og accepterede viden!
Det problem optog ikke Aristoteles.
For ham var al viden – som tidligere nævnt - vigtig og han skelnede ikke mellem om noget var finere end noget andet.


® © 2007 Vidensbutikken – Jørn Martin Steenhold