2. Den menneskelige videns to yderligheder

Den diskussion om viden, som bliver ført i vores tid, kan i et andet perspektiv beskrives som et spil mellem to poler eller ekstreme standpunkter.

  • Det ene kan udtrykkes med ordene ’rene fakta’, en fastslået sandhed om, at det forholder sig på en bestemt måde, som bliver ved med at gælde, til den kuldkastes af videnskaben selv.

  • Det andet kan udtrykkes med Nietzsches udsagn om, at ”der findes ingen ”faktak”, kun to tolkninger – og selv dette er en tolkning”.

Vi kan betragte disse to opfattelser som yderste grænser for det felt, inden for hvilket frembringelsen af viden finder sted, og inden for hvilket diskussionen udspiller sig.

Denne kan forfølges i tre furer, som allerede Aristoteles pløjede (Se introduktionen).
Selv viede han det meste af sin energi til videnskaben, om hvilken han også skrev størsteparten af sine værker.
Om etik og politik skrev han tre bøger og om poesi én.
Sophia, visdommen, og det kontemplative liv udgør som det sidste den højeste form for liv inden for Aristoteles’ egen klassificering.
Men inden for den aktivitet og virksomhed, som er menneskets kendetegn,
står fronesis (den praktiske viden) højst blandt dyderne.
Gennem de seneste årtier er Aristoteles’ bøger om etik og politik igen blevet aktuelle og har præget billedet af viden stærkt.

Kerneteksten er ”Den nicomacheiske etik” og specielt dennes sjette kapitel, i hvilket han fremlægger de tre former for viden
- videnskabelig viden (episteme),
- produktiov kyndighed (techne) og
- praktisk klogskab (fronesis)
som er udgangspunktet for denne artikelserie.

I disse tre furer føres i vores tid tre forskellige samtaler om denne menneskelige videns indhold og grænser.

  • Den teoretisk-videnskabelige viden er generelt betragtet knyttet til emner som videnskabsteori, videnskabshistorie og videnskabsocologi.

  • Den produktive viden frembringes og udforskes inden for de dele af erhvervslivet, som interesserer sig for, hvilken viden der ligger i forskellige erhvervsaktiviteter og hvordan eksisterende rutiner kan udvikles til viden.

Den mangel, som er tydelig at se i den litteratur, der behandler techne (den produktive viden og kyndighed) er, at kunst og æstetisk viden kun bliver sparsomt - for ikke at sige karrigt - behandlet.
Æstetisk viden som techne (den produktive viden og kyndighed) er i den aristoteliske forstand selve frembringelsen, skabelsen, det produktiv i sig selv.

Den praktiske viden og hverdagsviden - æstetisk viden som fronesis - behandler kunst og livskunst som en vidensfaktor.
Tilegnelsen af den bidrager til viden om endemål og sigter til udvikling af en god dømmekraft til anvendelse i konkrete situationer.

Den etisk-politiske viden er hovedsagelig blevet behandlet i tilknytning til spørgsmål om demokrati, retfærdighed, normer og rettigheder. Den berører på den måde de yderligere spørgsmål om forskellige kulturers forhold til hinanden og deres relation til det universelle og globale.
Gadamer og andre hermeneutikere taler om æstetisk viden som knyttet til det etiske og politiske ud fra en anderledes opfattelse, end vi ellers er vant til at møde denne viden med.

Vi kan følge nutidens diskussion om viden i disse tre idéhistoriske furer.
Men de kan kun tjene et kategoriserende og analyserende sigte og kan ikke helt og holdent betragtes som tre adskilte plovfurer.
Vi kan fortsætte lignelsen med plovfurer ved at se, hvordan den efterfølgende harve overfører gammel jord mellem de gamle furer og samtidig afstedkommer nye, hvilket medfører et mere kompliceret mønster.

I et sådant perspektiv bliver det stadig mere interessant at studere relationerne mellem disse tre former for viden - og hvordan forskellige former for viden anvendes inden for forskellige aktiviteter og uddannelser.
Her kan vi blot foretage de indledende funderinger over, hvordan relationerne tager sig ud.


© ® 2007 Vidensbutikken – Jørn Martin Steenhold