Det nye syn på viden, videnskab og universiteterne

Af Søren Barlebo Wenneberg

Det traditionelle syn på universiteternes rolle i samfundet er, at de skal producere sand viden og uddanne kandidater, der har tilegnet sig denne viden. Ud fra dette perspektiv er det overhovedet ikke universiteternes opgave at se på, hvordan viden skal anvendes. At anvende denne viden opfattes for det første som andres opgave: kandidaternes, erhvervslivets og samfundets. For det andet opfattes anvendelse som en uproblematisk og kedelig residualaktivitet. Vidensproduktionen er det primære, vanskelige og interessante. For det tredje opfattes vidensanvendelse udelukkende som logisk brug af eksplicit og generel viden - noget en computer kan gøre.

         Hvis disse traditionelle perspektiver på universiteternes rolle og på anvendelse var rigtige, var denne artikels ide, at man kan lære noget om moderne vidensledelse ved at se på, hvordan universiteterne håndterer konflikten mellem vidensproduktion og anvendelse, helt ødelagt. Men en række nye perspektiver på viden, videnskab og universiteterne gør da også op med disse forestillinger. Lad mig kort referere disse nye perspektiver.

         Viden ses ikke længere som en ren kognitiv størrelse, der udelukkende kan forstås ud fra de klassiske filosoffers mantra: ”sand begrundet overbevisning” (”jusified true belief”). Der er mange problemer ved denne opfattelse af viden. Først og fremmest at det ikke er muligt endegyldigt at bestemme noget som sandt i betydningen, at vores viden stemmer overens med virkeligheden. For vi har kun adgang til virkeligheden gennem vores viden om den (Wenneberg, 2000d). Vi kan kun vurdere vores nye viden om virkeligheden, med den viden vi har i forvejen.

         I stedet for opfattes viden som en mere social størrelse. Dette perspektiv har en klar arv i den pragmatiske filosof (Holdt Christensen, 2000). Her er opfattelsen, at viden hænger sammen med vores handlinger. At viden og magt er to sider af samme sag. Viden gøre på den ene side handlinger mulige, og på den anden side er det først når vi kan se, hvilke handlinger vi er i stand til at udføre, at vi rigtigt ved, hvad vores viden er. Viden er således ikke en ”kognitiv klump” (”a knowledge nugget”), som man bare er i besiddelse af, og som man kan flytte rundt på. Viden viser sig først, når vi prøver at anvende den information, som er i besiddelse af. Når vi har set, hvad vores handlinger afstedkommer, så ved vi, hvad vi ved.

         Dette syn på viden har også betydning for synet på videnskab. Det traditionelle videnskabssyn har set videnskaben som en perlerække af store opdagelser gjort af nærmest guddommelige genier. Ud fra dette syn består videnskab i at producere sand viden. Men når man forlader det traditionelle vidensbegreb til fordel for en mere pragmatisk og social forståelse, ændrer videnskabssynet sig også. Videnskab ses nu som den samfundsmæssige institution, der kan producere viden på en så tillidsvækkende facon, at man tør bruge denne viden, selv om ikke selv har produceret den (Wenneberg 2000e). Det vil også sige, at videnskabens anvendelse ikke længere skal anskues som en residualaktivitet, der sker efter det primære: vidensproduktionen. Anvendelse af den videnskabelige viden er en del af videnskabens kerne.

         Denne mere teoretiske opfattelse videnskaben hænger også tæt samen med den dagsaktuelle politiske opfattelse af universiteterne og deres rolle i samfundet. Det nuværende politiske perspektiv i en større samfundsmæssig sammenhæng: de skal nyttige og værdifulde for samfundet, de skal være med til at skabe økonomisk vækst, de skal forøge den samfundsmæssige vidensbank osv. En udvikling der er blevet benævnt ”den anden akademiske revolution” (Etzkowitz, 2000)

Den første akademiske revolution henviser til dengang, universiteterne også begyndte at forske ved siden af undervisningen, mens den anden akademiske revolution henviser til universiteternes aktuelle situation. Her tænkes specielt på kravet om, at universiteterne skal være nyttige i mange sammenhænge herunder at de skal til at samarbejde mere med erhvervslivet og dermed bidrage til den økonomiske vækst. Den politiske opfattelse er, at denne samarbejdsrelation er afgørende for konkurrenceevnen i det kommende videnssamfund (også kaldet ”den nye økonomi”). Produktionen af ny viden er så omkostningstung, at den enkelte virksomhed ikke kan løfte den. Netop her kommer universiteterne ind i billedet. De producerer ny viden, som virksomhederne kan få adgang til. Og den personbårne vidensudveksling gennem de nyuddannede kandidater er i dag ikke tilstrækkelig. Den er inden for mange forskningsområder for langsom. Den tager heller ikke højde for, at viden i dag forældes hurtigere. Derfor skal der laves nye koblinger: videreuddannelse, forskerparker, fælles forskningsprojekter, universitetsforskere der fungerer som konsulenter osv. Grundlæggende hviler disse ideer og forhåbninger på den forståelse at universiteterne som samfundsinstitutionerne skal stille sig selv til rådighed for resten af samfundet, så samfundet som helhed kan blive vidensproducerende. Man taler i denne forbindelse om ”the entrepreneurial university” (Etzkowitz, et al 2000)
         Forestillingen om, at universiteterne kun skal koncentrere sig om vidensproduktion og ikke har noget med vidensanvendelse at gøre, kan altså ikke opretholdes. Denne opfattelse hviler på et forældet ideologisk billede af videnskabens rolle i samfundet. Viden – og skabelse af viden – har altid hængt uløseligt sammen med vidensanvendelse. En relation som man dog er blevet mere opmærksom på pga. den øgede politiske opmærksomhed på videnskabens samfundsøkonomiske muligheder.

Afsnittet er velvilligt stillet til rådighed af redaktionen på tidsskriftet ”Ledelse & Erhvervsøkonomi og er alle fra nr. 1/2001 Tema Videnledelse. - Vi skal derfor henvise til www.c3.dk – hvor du finder disse afsnit med litteraturhenvisninger.