Vidensproduktion og vidensanvendelse

Af Søren Barlebo Wenneberg

Det ovenstående indikerer, at anvendelse ikke er kedelig og uproblematisk aktivitet, der stort set kun består i logisk brug af generel og eksplicit viden. Det peger på, at vidensproduktion og –anvendelse er tæt forbundne fænomener på universiteterne. Lad os se mere konkret, hvad der ligger i dette.
         Der er ingen tvivl om, at anvendelse af videnskabelig viden i dag skal forstås bredere end logisk brug af generel og eksplicit viden. Denne form for anvendelse finder sted – f.eks. i form af udviklingen af ny teknologi på baggrund af naturvidenskabelig og teknisk-videnskabelig viden. Men den suppleres af en lang række anvendelsesformer, hvor viden enten ikke er generel eller ikke er eksplicit. Der kan være tale om brugen af case-studier eller en mere tavs form for viden i forskellige former for uddannelser. Hermed bliver forholdet mellem vidensproduktion og –anvendelse mere indviklet, og det bliver vanskeligere at skelne mellem de forskellige former for aktiviteter.

         Der eksisterer en lang række koblinger mellem anvendelse og produktion, hvor man heller ikke kan tale om, at det nødvendigvis er sådan, at produktionen altid kommer før anvendelsen. For eksempel kan anvendelse både tjene som motiv til en bestemt vidensproduktion og som argument for, at det er vigtigt at finansiere en bestemt vidensproduktion. Mange forskere argumenterer også for, at kontakten til erhvervslivet og det, at deres viden bliver brugt i virksomhederne, giver feedback og ny viden. Den anvendelsesorienterede praksisrelation er vidensproducerende i sig selv. Selv om vidensproduktion er forudsætning for anvendelse, er anvendelsen (paradoksalt nok) på mange måder også forudsætningen for vidensproduktionen (pga. finansieringen kobling til det anvendelsesorienterede) – fordi anvendelsen påvirker, hvad der produceres.

         Den meget tætte kobling mellem anvendelse og produktion er dog ikke udtryk for, at denne relation er uproblematisk – tværtimod. For der er en lang række problemer knyttet til den. Lad mig nøjes med at pege på en mere simpel problematik. Grundlæggende opfattes anvendelsesorienteringen af forskerne som noget, der kan tage tiden fra vidensproduktionen. Man kan ikke både bruge tiden på at formidle viden og på at producere ny viden.

Det tæt forbundne og paradoksale forhold mellem videnproduktionen og –anvendelse og den potentielle konflikt mellem disse to fænomener er ikke kun en problemstilling man finder på universiteterne. Det er et mere generisk fænomen i alle typer af virksomheder, der både skal producere og anvende viden på samme tid. Udnyttelse (”eksploitation”) af virksomhedens vidensbase skal afbalanceres med udforskning (”eksploration”) af ny viden (Levinthal & March, 1993; Poulfelt, 2000). Men på grund af universiteternes lange tradition for at håndtere denne problemstilling – på godt og ondt – er det interessant at se på, hvordan disse institutioner har forholdt sig til denne problemstilling.

Afsnittet er velvilligt stillet til rådighed af redaktionen på tidsskriftet ”Ledelse & Erhvervsøkonomi og er alle fra nr. 1/2001 Tema Videnledelse.

Vi skal derfor henvise til www.c3.dk – hvor du finder disse afsnit med litteraturhenvisninger.