Vidensledelse og fortælling

Den tabte fortælling om fortælling i det offentlige
Af: Kenneth Mølbjerg Jørgensen – Information 5. marts 2008


Ledelse er et af nøgleordene i fornyelsen af den offentlige sektor.
Vi har imidlertid glemt et væsentligt aspekt af ledelse.
Dette skyldes ikke mindst, at omgangsformen i dag er reguleret af information, mens den tidligere var reguleret af fortælleevnen.
Evnen til dialog, indlevelse og nærvær er derfor ved at gå tabt.
I stedet ser vi i dag et amputeret ledelsessystem, hvor omgangsformerne reguleres via snævre resultat- og præstationsmål.

Dette er konklusionen, hvis man læser den jødiske filosof Walter Benjamins strålende essay Fortælleren - Betragtninger over Nikolaj Leskovs forfatterskab og overfører det på ledelsestænkningen i det offentlige.
Benjamin argumenterer for, at fortællekunsten er blevet stadig sjældnere og lakker mod enden.

Fortællingen er gradvist blevet overhalet af en anden meddelelsesform i det 20. århundrede, nemlig informationen.
Det er ikke længere beretninger eller historier, som holder os fanget.
Vi får vores nyheder igennem informationen, som giver os et holdepunkt for det nærmeste og kan kontrolleres direkte.

I dag
- holdes vi underrettet om nyheder fra hele verden gennem et veritabelt informationsbombardement fra fjernsynskanaler, internet og andre massemedier.
Alligevel er vi er fattige på bemærkelsesværdige historier.
Dette skyldes, at næsten ingen begivenheder når frem til os, som ikke allerede er gennemsyret af forklaringer. Information er noget ganske andet og noget meget mere fattigt end fortællingen, idet det er en væsentlig del af fortællekunsten at kunne holde en historie fri for forklaringer, når man giver den videre.
Begivenhedernes sammenhæng pånødes ikke læseren.

Fortælling vs. information
Fortællingen henter sin inspiration i erfaringen, genfortælles, reformuleres og udvikles i samhørighed mellem fortællere og tilhørere.
Den udfolder sig med andre ord i det levede liv i pagt med naturen, omgivelserne og andre mennesker, hvorigennem den forbinder fortid, nutid og udfolder en mulig fremtid. Informationen derimod er velstruktureret, entydig, rationel, fornuftig og kan efterprøves direkte.

Sondringen mellem fortælling og information er umiddelbart relevant i forhold til vores tema, ledelse i det offentlige.
Fordi, er det ikke sådan, at vi her også er blevet fattige på bemærkelsesværdige historier - og er det ikke en tiltagende udvikling?
Igennem de seneste mange år er ledelsesfunktionen i offentlige organisationer blevet professionaliseret på en sådan måde, at informationen i alt overvejende grad er meddelelsesformen.

Denne meddelelsesform kendetegner det moderne rationelle samfund og dermed det objektive og ansigtsløse bureaukrati, som styrer via tal og rationelle måleinstrumenter. Meddelelsesformen genfindes i velkendte ledelsesbegreber fra den offentlige sektor såsom dokumentation, evaluering, kontraktstyring mv. I dag er vi fantastisk dygtige til at udarbejde omfangsrige kontrakter, evalueringer, årsrapporter, akkrediteringer, som regulerer adfærden via velstruktureret, entydig og fornuftig information.

Fortælleevnen glemt
Vi har derimod glemt fortælleevnen.
Gode ledere er ikke blot gode til økonomistyring, resultatstyring og evaluering.
Gode ledere er også gode fortællere.
Fortælleevnen ville indebære en evne til indlevelse, dialog, og nærhed.
Men det er en evne, som bliver stadig sjældnere.
Walter Benjamin ville således formodentlig se med stor bedrøvelse på den kulturelle og åndelige fattigdom, der præger ledelsesområdet.
En af de nyere ledelsesteknikker indenfor det offentlige, nemlig LEAN, er et godt eksempel på dette.

LEAN
- er i tråd med den fremherskende ledelsestænkning et produktionsstyringskoncept, som systematisk fokuserer på reduktion af den ikke-værdiskabende tid, der bruges i fremstillingen af produkter og serviceydelser.
Det er et rationaliseringsredskab, der baserer sig på information i form af standardisering af mål, procedurer og arbejdsgange.
Her er alt, selv kunden eller klienten, gjort til noget upersonligt, standardiseret og objektivt.
LEAN er således ikke blot et udtryk for fortællekunstens krise.

Faktisk ville den gøre alt for at udrydde fortællekunsten og dermed traditionen og kulturen; også de traditioner, der hedder, at man kan et håndværk og har dybdegående erfaringer i forhold til at løse komplekse problemstillinger og levere kvalitet i forhold til borgerne. Sådanne typer erfaring og visdom ringeagtes af LEAN.

LEAN er indenfor ledelsesområdet et godt udtryk for Benjamins opfattelse af historien som brutal og destruerende - en opfattelse som står i skærende kontrast til modernitetens progressive opfattelse af historien.
Ifølge Benjamin ødelægger modernitetens udvikling fortællingen og således noget af det mest meningsfulde og værdifulde i menneskets liv.
Tabet af fortællingen er tabet af erfaring og visdom og indebærer en snæver homogenisering af menneskets eksistens.

Ledelse og fortælling
Jeg vil nu kort skitsere nogle kendetegn ved en leder, som er begavet med fortælle-evnen. Jeg vil skitsere tre grove kendetegn:

For det første
- er gode ledere ikke blot selv gode fortællere - de er også gode til at fastlægge rammerne for, at deres medarbejdere kan skabe fortællinger i samspil med medfortællere og tilhørere.
Den jødiske filosof Hannah Arendt opererer i sin bog, Menneskets vilkår, med et specielt magtbegreb.
Dette handler ikke om tilsløringen af intentioner og brugen af tvang.
For hende handler magt om evnen til at gå i dialog, bygge relationer og skabe nye virkeligheder sammen.
Magt handler om skabelsen af samarbejde og udnyttelse af potentialer mellem den pluralisme af aktører, som er med til at skabe en organisations aktiviteter.
I denne forståelse handler ledelse om at skabe basis for fælles fortællinger, hvor det individuelle og det sociale eksisterer i et gensidigt udviklende forhold.
Ledelsesopgaven bliver med andre at skabe en sammenhængende fortælling af de mange mindre fortællinger, som udgør organisationen - men på en måde, så den enkeltes fortælling ikke ødelægges af den større fortælling men tværtimod profiterer af den.

For det andet
- har den fortællende leder den holdning, at den væsentligste del af hendes ledelsesopgave består i at skabe integritet på tværs af mangfoldighed og forskelle blandt hendes medarbejdere.
Hun stopper dermed historiens destruktive udvikling og skaber de rum, hvorigennem de ellers fortabte og marginaliserede kan udtrykke sig. En sådan leder giver rum for mangfoldighed og anerkender kompleksiteten af de livsformer og problemstillinger, som hun har med at gøre.

Hun insisterer ikke på suveræniteten af egne normer og værdier, men forholder sig aktivt lyttende og refleksivt til de mennesker, som omgiver hende.
Hun ser således sine medarbejderes historier og beretninger som noget værdifuldt og meningsfuldt, og som noget man skal pleje og værne om.
Heri er indlejret mening, motivation og dermed også en retning og begrundelse for fornyelse og forandring.

For det tredje
- lader hun fortællingen udfolde sig spontant og naturligt i forhold til de omstændigheder, som hun og organisationen indgår i.
Hun er ikke blindt styret af planer og resultatmål, men skaber beretninger ud fra de konkrete historisk-kulturelle forhold.
Hun anser ikke en problemstilling som et dokumentforhold, som skal løses med de forhåndenværende typer af kompetencer og tekniske hjælpemidler.
Hun ser derimod de mennesker, for hvem disse problemstillinger har betydning.

En sådan ledertype kræver imidlertid mod og dristighed

Der er en grund til, at fortælleevnen er blevet mere sjælden.
Det skyldes mindst af alt personlige egenskaber hos lederne.
Det har i langt højere grad at gøre med de rammer og strukturer, som omgiver ledelsesarbejdet i det offentlige.
Den fortællende leder lever livet farligt, da hun går imod strømningerne i samfundet uden at have sikre svar eller sikre fikspunkter, som hun kan bruge til at holde kritikerne fra døren.
Men det er også fra hende, at det nye og det innovative stammer.

Kilde:
Artiklen er skrevet af Kenneth Mølbjerg Jørgensen –
- lektor/ph.d. ved Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi på Aalborg Universitet.
En hjertelig tak til Kenneth for at vil låne os denne gode og informative artikel.