3. Overgange mellem vidensformer

Jeg har i denne artikelsamling skelnet mellem de tre former for viden.

  • Den teoretisk-videnskabelige viden – episteme - (naturvidenskab, teologi, matematik og meta-fysik)

  • Den produktive viden og kyndighed – techne - (kunst, håndværk og retorik – hvor der ikke er noget skel mellem kunst og håndværk, som både kan være åndelige og materielle frembringelser)

  • Den praktiske viden – fronesis - (hverdagsviden, etik, moral, politik - og hvordan man moralsk skal opføre sig og om at lede og styre – i forhold til frihed og værdier)

Viden som tro på sandheden.

Traditionelt er viden blevet betragtet som et overordnet helhedsbegreb.
Forestillingen om, at der findes et samlebegreb til at sortere forskellige former for viden under, har dog stadigvæk sine fortalere.
I lærebøger og håndbøger fastholdes en definition på viden, som har rent platoniske rødder.
Denne definition (med Platon som udgangspunkt) på viden som sand, berettiget tro”, videnskabelig viden, er i de foreliggende artikler blot én form for viden ved siden af to andre.
Den går ud fra, hvad vi tror på eller regner for sandt, hvad vi kan give gode begrundelser for og berettige eller bevise som sandt.
Eksempelvis polemiserer Karl Popper mod, hvad han kalder ”trosfilosoffer”, tænkere, der tager troen som udgangspunkt for sikker viden.

Viden som handling.

Den anden form for viden, techne (den produktive viden og kyndighed) er udviklet inden for en tradition, der hævder , at handlingen er udgangspunkt for viden. Den repræsenteres især af den pragmatiske tradition, der betragter viden som knyttet til pragmatisk handlen.
Pragmatismen er lige fra starten kritisk over for den hævdvundne platoniske vidensopfattelse, at alt har en endegyldig sandhed.

De forskellige begreber for praktisk viden, som er blevet etableret gennem de seneste årtier, har på flere måder indebåret en kritik af den platoniske vidensopfattelse, ifølge hvilken vores viden kun er teoretisk og mennesket er adskilt fra verden.
Derimod åbner den aristoteliske opfattelse af viden - som knyttet til forskellige aktiviteter - mulighed for et videre syn på viden, som også indbefatter handling og praktisk virksomhed.

Denne forskel mellem en opfattelse af viden, som går ud fra ‘sand, berettiget tro’, og en anden, som går ud fra ‘viden i handling’, udgør også i vores tid et vandskel mellem forskellige anskuelser på viden.

Den videnskabelige viden er blevet mangefacetteret.

Vi kan finde en mængde forskellige opfattelser af videnskab, som i nogle tilfælde lader sig harmonisere og i andre befinder sig i et konfliktforhold. Vi ser dagligt, hvordan de platoniske kriterier for sand og universel viden også i vores tid har deres fortalere.

Efter kritikken af positivismens verificerbarhed er det gentagelige eksperiment og intersubjektiviteten blevet et tilbagevendende kriterium i den naturvidenskabelige diskussion.
Inden for det samfunds- og humanvidenskabenlige er de kommunikative og dialogiske kriterier rigeligt fremført som sandhedskriterier.
Følger vi denne diskussion i et tidsforløb, kan den sammenfattes med ordene relativisering og humanisering.

Det er imidlertid nærliggende at misforstå adskillelsen, som om pragmatismen ikke skulle have med videnskaben at gøre.
Men det forholder sig tværtimod sådan, at pragmatismens grundlæggere har en tidstypisk stærk tro på videnskabens formåen i retning af at løse menneskelige problemer. Men dens fortalere anskuer den faktisk ud fra andre udgangspunkter end dem, vi har fået i arv fra Planton (og senere i forædlet form fra Decartes).

Instrumentel viden.

Udgangspunktet er at viden er vanen, den praktiske aktivitet vi udøver og de praktiske problemer, vi er omgivet af.

Den tænker, der især har bidraget til at omsætte pragmatismen til spørgsmål om uddannelse og pædagogik i tilknytning til en stærk social patos, er John Dewey. Gennem hans udvikling kan vi se, hvordan viden som techne (den produktive viden og kyndighed) successivt udvides og problematiseres.

Dewey kalder i en periode sig selv for ”instrumentalist” og mener, at vores viden er et middel, et instrument, til løsning af menneskehedens praktiske problemer.
Men især i hans senere skrifter er der åbninger mod at udvide vidensbegrebet til demokrati, etik, æstetik og menneskets livsspørgsmål.

Dermed foregår der en glidning ind mod andre former for viden, som ikke dækkes af begrebet techne tolket som snævert instrumentel viden.
Inden for neopragmatismen er det instrumentelle forandret til en anskuelse af viden som en del af menneskets forehavende med at prøve at gøre verden bedre.

Dialogen som vidensredskab

Den traditionelle videnskabsteori er, ifølge dens fortaler Rorty (R. Rorty, Philosophy and the Mirror of Nature(1979), s. 357 ff.) kun anvendelig på normal videnskab, mens de omskrivninger, vi foretager, når paradigmeskiftene indtræffer, åbner for omtolkninger i hermeneutisk forstand.

Rorty betragter dialogen som det vigtigste redskab til samfundsudvikling og til modvirkning af den menneskelige videns specialisering.
Anskuet på den måde åbner pragmatismens udvikling for en større tilnærmelse til fronesis.

Det gælder også begreber som tavs viden, der i de seneste årtier er begyndt at blive anvendt om indholdet i praktisk erhvervsviden.
Tavs viden er i en vis forstand en dimension ved al viden, såvel den videnskabelige som den håndværks- og erhversmæssige.
Den karakteriseres ved at være rettet mod fokus, men forudsætter en tidligere (tavs) viden.

Tilsvarende kan meget vel påstandsviden på en frugtbar måde relateres til fortrolighedsviden.
Fortroligheden med en aktivitet er en tavs forudsætning for at kunne forstå den viden, der påstår noget om denne aktivitet.

Pædagogikken består i begge tilfælde i, at noget nyt, som står i fokus, forstås ud fra en hidtidig baggrund, eller at en påstand altid forstås med udgangspunkt i noget, man hidtil har vidst og været fortrolig med.

De to opfattelser af tavs viden kan betragtes som to forskellige perspektiver, som på ingen måde behøver at udelukke hinanden.

Spørgsmålet om 2 slags handlinger.

Handlinger kan ifølge Aristoteles være af to slags; poiésis og prxis.

Disse handlinger udgør også ud fra den aristoteliske inddeling to forskellige begreber for praktisk viden.

Techne (den produktive håndværksviden og kyndighed – kunst, håndværk og retorik) er betegnelsen for den viden, der sigter mod fremstilling, menneskets skabende og produktive aktiviteter. Den indbefatter alt, hvad mennesket har skabt, såvel det materielle som det åndelige, brugsting, kunst og poesi. Viden er her betragtet som et middel til tilvirkning, og sigtet med handlingen ligger derfor uden for selve handlingen.

Hvad angår kunst, kan selve skabelsen beskrives med termer i relation til techne, mens tolkningen og tilegnelsen af den kan betragtes som fronesis.
I sit forsøg på at tænke videre omkring den æstetiske viden fra Kant, har Gadamer anvendt fronesis (den praktiske viden, hverdagsviden), som et generelt begreb for viden.

Fronesis (den praktiske viden, hverdagsviden) blev inden for hermeneutikken et alternativ til techne (den produktive viden og kyndighed).

Når sigtet ligger i selve handlingen, taler vi om fronesis. Allerede den bestemmelse giver tillige viden etiske og politiske dimensioner, eftersom selve sigtet er knyttet intimt sammen med handlingen og dermed med viden.

Fronesis fremtræder inden for to forskellige skoledannelser, en hegeliansk og en aristotelisk, mellem hvilke der både er ligheder og forskelle.
Det, der forener ny-aristotelikere og hermeneutikere, er anskuelsen af normer, værdier og viden som indeholdt i sociale og kulturelle fællesskaber. Men også anskuelsen af hele menneskets bevidsthed som involveret i vidensprocessen.

Der er her ingen modsætning mellem fornuft og følelse, som i stedet skærper hinanden i vidensprocessen.

Hverdagsviden og fællesskabet

Med fronesis anskuet som udelukkende knyttet til specifikke fællesskaber, sker der en yderligere relativering af vores viden. Men ”lokale” fællesskaber kan med endnu et skridt knyttes til det globale og universelle (f.eks. i følgende slogan: Tænk globalt, handel lokalt).

Det sker stærkest via et bevidst studium af andre kulturer, ud fra en kritisk læsning eller via en dialogisk relation mellem forskellige tolkningshorisonter og især via anskuelsen af hele menneskeheden som et tolknings- eller kommunikationsfællesskab. Dog findes der stadig mennesker, som hylder ”lukkede fællesskaber”, men hermetisk lukkede fællesskaber tilhører i deres kulturelle begrænsning en forgangen tid.

Men der er utrolige store forskelle mellem fronesis og de i den nutidige diskussion mere etablerede vidensformer; epistemen og techne.

Det historiske gennemgående kendetegn ved episteme (den teoretisk-videnskabelige viden), er kravet om frihed fra værdier, normer og idelogier.

Etiske og politiske spørgsmål tilhører dermed verden uden for selve den videnskabelige aktivitet og fastlæggelsen af dens resultater.

Anvendelsen af resultaterne ligger i hænderne på politik og etik.
Ved sin tilknytning til teknikken har den videnskabelige viden fået stadig flere etiske implikationer.
Dermed øges behovet for at få viden om selve målene.

Hvad skal resultaterne anvendes til?
Til hvilket endemål og med hvilket sigte søger mennesket viden?
Hvor går grænserne for denne søgen?


© ® 2007 Vidensbutikken – Jørn Martin Steenhold