Legetøjet som gave

Legetøj som "gave" er tydelig i det moderne forbrugersamfund, idet legetøjsgaverne, som en del af en families tilværelse, repræsenterer et utal af forskellige kulturelle udtryksformer. Legetøjet refererer jo til forskellige kerneværdier, holdninger, normer og traditioner, som igen har rod i forskellige økonomiske, politiske og sociologiske princippper. Legetøj bliver selvfølgelig især givet som gave ved festlige lejligheder som jul og fødselsdag, fordi giveren vil glæde modtageren. Men legetøjsgaver, der antyder højtidelighed, intimitet og samhørighed, gensidighed, binding, forpligtelse, taknemmelighedsgæld og krav mellem giveren og modtageren er også en vigtig og interessant brik i et kompliceret socialpsykologisk mønster i familierne.

Hvis forældrene giver børnene gaver, hvad skal børnene så give forældrene til gengæld? Lydighed, hengivenhed, udvise taknemmelighed?

Legetøjsgaven kan imidlertid også ses som det bånd, der binder generationerne sammen i familien i en tid, hvor usikkerhed og opløsning præger både familierne og forholdet generationerne imellem. Mange forældres altid dårlige samvittighed og mangel på tid til at kunne lege med børnene bringer også legetøjsgaven ind som kompensation herfor.

Bestemte typer legetøj er opfundet bare for at give "substitut-kærlighed" eller erstatte forældrenes manglende kærlighed, manglende tid eller lyst til samvær og leg med børnene. Kæledyr er i den forbindelse populære, fordi de direkte gengælder kærlighed, hvorimod tøjdyr og vogterdukker som gaver til gengæld har til hensigt at erstatte manglende tryghed og samvær. Umiddelbart har børnene i det moderne samfund vel overhovedet ikke brug for alle disse legetøjsgaver i form af kassevis af tøjdyr og store mængder af forskelligt legetøj.

Men gaverne er med til at vænne børnene til gradvist at opgive nogle af deres forventninger om direkte og vedvarende (menneskelig kon­takt) forældrekontakt, samvær og vekselvirkning, - noget som fandtes i tidligere og mere kollektive samfund.

I det moderne teknologiske samfund kan bevidstheden om børnenes gradvise venden sig fra den tætte menneskelige kontakt sandsynligvis være nødvendig. En ny tilpasning til ensomhed og adskillelse, til individuelle præstationer, til manipulation med symbolske genstande og produkter på mange planer har allerede overtaget eller erstattet tidligere tiders kollektive arbejdsprocesser.

Bestemte legetøjsgavers ubetingede nødvendighed - og legetøjets betydning og specielle rolle - som en del af socialiseringen til denne tilpasningsproces, indgår i teorierne om, at særlige kulturelt betingede genstande og deres betydning som "overgangsfænonomen" er med til at "mægle" mellem barnet og omgivelserne, sam­fundet.

Legetøjsgenstanden bringer barnet, med sine tab af forældrenærhed og måske også kærlighed, ind i et nyt og tæt forhold til selve genstanden, legetøjet. Barnets forhold til bestemte genstande og leg med legetøj nedsætter desuden frustrationen og uroen over det tabte. Denne legende vekselvirkende læreproces fortsætter på forskellige udviklingsplaner og niveauer hele livet igennem.

Barnet vil over for forældrene kvittere for legetøjsgaven ved at udvise tilfredshed og involverethed i en legeproces. Barnet giver forældrene "en gave" ved at vise, at det er optaget af legetøjet - sådan at for­ældrene kan fortsætte med deres travle tilværelse med god samvittighed!

Undersøgelser viser, at børn i kernefamilier tilbringer en meget stor del af deres tid i hjemmet alene i kravlegårde eller på børneværelset omgivet af deres legetøj.

Legens solitære begreb, eneleg og isolering, er i det moderne samfund blevet en lige så væsentlig del af barnets legetilværelse som den sociale leg var tidligere. Eneleg indebærer desuden et behov for større variation og udbud af legetøj. Daginstitutionsophold, søskende og legekammerater kan selvfølgelig modificere enelegens isolation, adskillelse fra forældrene, ensomhed og selvoptagethed. Legens sociale begreb, samvær og fællesskab stiller til gengæld krav om større variation af lege.

Alligevel vil legetøjsgaverne stadig være et udtryk for dels kærlige ønsker om at glæde barnet med en gave - dels købelydighed - som på længere sigt er ensbety­dende med, at børnene tilegner sig uafhængighed og selvstændighed.


© 1995 - 1999 – 2007 Jørn Martin Steenhold.
Kilde: Jørn Martin Steenhold: Toys and Users. Copenhagen Institute for Futures Research 1999
Part I – II – III - First published 1999 – first printed 1999 – Edit 2007 – 553 pages.

Værket kan købes på cd hos: Danmarks Mindste Forlag. www.danmarksmindsteforlag.dk