Legetøj som kitsch

I 1937 beskrev den svenske kulturforsker Freidell i særdeles satiriske vendinger, hvordan småborgerskabet i forrige århundrede iscenesatte sig selv ved hjælp af billige mas­seproducerede imitationer af elitens, aristokratiets magt- og stilgenstande i form af papmache som rosentræ, kalksmurt blik som marmor, en smørekniv som en tyrkisk dolk, et askebæger er en preussisk hjelm, osv. osv. - smagløse reproduktioner af den "ægte" og originale vare.

Netop i 1800-tallet skabtes de materielle forudsætninger for den demokratisering af adgangen til tingene, som senere blev kendetegnet for det 20. århundredes kon­sumption.

Denne de "ægte" tings imitation medførte, at der langsomt skete en udviskning af tingenes identitet, betydning og hierarki. Det gav anledning til opbrud og en æstetisk frigjorthed, som både underminerede elitens og aristokratiets kultur, men samtidig også bidrog til at værdsætte den. Tvetydigheden og adskillelsen mellem form og indhold, form og funktion - fascinationen af det tilsyneladende og simulerende som kan betegnes som tingenes "masker" - er et tydeligt eksempel på, at tingenes status er i forandring.

Øget købekraft og nye behov for kultur giver sig også altid i begyndelsen udslag i kopier af allerede eksisterende ting, før den traditionelle form brydes og nye former, design og vaner vinder indpas.

Tingene får på den måde en ”livscyklus”, begrundet i deres nedslidning, uhensigtsmæssighed eller dårlige egenskaber, mister værdi og går af mode. Moden bliver derved den markør, som afgør forholdet mellem nyt og gammelt/antikt, aktuelt/uaktuelt – men samtidig er moden den instans, som kan tildele tingene liv.

I opbygningen af det 20. århundredes vestlige samfund er graden af frihed i stor udstrækning blevet målt og afgjort i forhold til folks adgang til at erhverve sig ting. Men ud over den rent materielle tærskel, som ikke altid er funderet i nødvendigheden, stiller der sig et yderligere – æstetisk – krav knyttet til den ”smagsmæssige evne” til også at erhverve sig ”rigtige” ting – et forhold, som moden ofte er retningsgivende for.

”For hvorvidt man er i stand til at købe det, man har lyst til, tages som mål for, hvor fri den enkelte kan føle sig. Ikke fordi det da kun drejer sig om at eje ganske bestemte ting, men fordi det at eje og kunne vælge til og fra, det at føle sig som en del af den store konsumerende organisme er et væsentligt grundlag for den enkeltes selvfølelse og identitet. Det er en identitet, hvis sociale succes netop er forbundet med evnen til en smagsfuld omgang med tingene, en omgangsform, der rummer et løfte om frihed” (jf. Christensen, 1993).

Legetøjet er selvfølgelig underlagt den samme udvikling som alt mulig andet, som ting og genstand i det moderne vestlige velfærdssamfund.

Meget af det moderne legetøj kan derfor betragtes som kitsch, et naturligt produkt af industriali-seringen og urbaniseringen: Billige masseproducerede imitationer af ædle originaler eller elitens legeting og legestilgenstande, som har den såkaldte ”gode eller dårlige smag” til forskel! (Steenhold, 1994:32-39)

Nu er de æstetiske og kulturelle standarder over for såvel legetøj som så meget andet funderet i kravene om autenticitet og god smag, så en dårlig eller forloren erstatning for den ægte (og altid
meget dyrere) ting giver sig derfor udtryk i dårlig smag eller smagløshed.

Men essensen af kitsch (herunder også legetøj som kitsch) er, som Dorfles (1961:71) udtrykker det, ”en sammenblanding af den etiske kategori og den æstetiske; sigtet er et ”smukt” arbejde, ikke et ”godt”; det vigtigste er skønhedseffekten. Trods dens ofte naturalistiske karakter, trods dens hyppige brug af realistisk terminologi vises verden, ikke som den egentlig er, men som folk ønsker den skal være, eller som folk frygter, den er”.

Legetøj som kitsch befinder sig derfor indenfor et realistisk univers, men kommer ikke direkte fra den almindelige hverdagssammenhæng. Det er således ikke social-realistisk.
Det tager udgangspunkt i præfabrikerede udtryk for at få en effekt, som er baseret på det sikre, i forvejen afprøvede og før sete udtryk. Det gengiver derfor kun de mest simple "klicheagtige" former, som lader sig efterligne.
Disse former tillægges universel værdi, hvorved tingen eller genstanden sentimentaliseres.

Netop Barbie dukken, Barbies verden, Belville, My Little Pony og på både godt og ondt (især det onde er vigtigt!) Masters of the Universe og andre "monsterlegetøjs­koncepter er de moderne stykker legetøj, som absolut kommer legetøj-som-kitsch idealet nærmest.
Barbie er, som folk ønsker hun skal være!
Belville er den store piges fremtidsdrøm!

He Mans univers er, som folk frygter, det måske vil blive!

Men gammelt legetøj sentimentaliseres også. Gammelt (antikt) legetøj, som har en utrolig placering i legetøjssamlernes bevidsthed, kan betegnes som kitsch, når no­stalgiske og sentimentale følelser forenes og derved ophøjer en ellers værdiløs og ubrugelig ting til fetich ved at tillægge den fortryllende eller endog magiske egenska­ber.

En sådan dyrkelse af tingen-i-sig-selv, på trods af at tingen befinder sig i et fuld­stændigt løsrevet tomrum uden synderlig historisk forankring, har inden for den psy­koanalytiske diskurs ligefrem fået betydning ved at legetøjet tillægges en stedfortræ­dende instans - med alle de vidt forskellige muligheder for tolkning, som eksisterer inden for dette område.


© 1995 - 1999 – 2007 Jørn Martin Steenhold.
Kilde: Jørn Martin Steenhold: Toys and Users. Copenhagen Institute for Futures Research 1999
Part I – II – III - First published 1999 – first printed 1999 – Edit 2007 – 553 pages.

Værket kan købes på cd hos: Danmarks Mindste Forlag. www.danmarksmindsteforlag.dk