4. Relationer mellem vidensformer

I denne tid er det ikke svært at se, hvordan de tre vidensformer i praksis anvendes i relation til hinanden.
Inden for forskellige uddannelser anvendes der i stadig højre grad pædagogiske metoder, som er indrettet på den praksis og de problemer, man kan forvente at møde i den fremtidige erhvervssammenhæng.


Problembaseret pædagogik

Den pædagogik, som formuleres med udgangspunkt i problemer, kaldes "problemorienteret" eller "problembaseret", praktiseres med en mængde forskellige fortegn.
Historisk set er den et udtryk for den pædagogiske progressivisme, som John Dewey er den væsentligste repræsentant for i 1900-tallet.
Dewey er pragmatiker og fortaler for pragmatismen, som betragter viden som udspringende fra praksis og vendende tilbage til praksis.
I diskussionen om praktisk erhvervsviden skal refleksion og teoretiske studier bidrage til at forandre eksisterende praksisser.
Den grundlæggende holdning til viden er, at den relateres til og er nært sammenknyttet med de problemer, som findes inden for praksis, eller som man kan forvente at møde inden for praktisk aktivitet.


Denne orientering mod problemer kan håndteres på forskellige måder. I den mest udtyndede form bliver funktionen af viden og pædagogikkens sigte at afstedkomme enkle problemløsninger.
Men som vi har set hos "den praktiske erhversvidens” fortalere, er de problemer, man kan forvente at støde på inden for erhvervet, oftest ikke mulige at formulere klart fra starten.
Ifølge Donald Schön (Den reflekterende praktiker, 2001) og flere andre er problemer noget, man nærmest må lede sig frem til for at kunne identificere og bagefter formulere dem for dernæst at søge efter løsninger.
Den teoretiske rationalitet, han kritiserer, går ud fra forestillingen om, at der findes en færdig videnskabelig eller "teknisk" viden, som kan indføres udefra i diverse virksomheder.
Det alternativ, Schön fremlægger, går ud på, at refleksionen findes i selve aktiviteten, og at viden udvikles i forhåndenværende rutiner. Komplekse menneskelige aktiviteter afføder et behov for viden, som formår at indfange ”de karateristiske træk i en kompleks situation” hvilket naturligvis også indbefatter følelse og fantasi.


Men i forbindelse med mange aktiviteter viser det sig, at det heller ikke kan lade sig gøre at identificere de specifikke problemer, som skal finde en løsning.
Dette er en af flere årsager til, at fronesis (praktisk viden, hverdagsviden) er kommet i anvendelse inden for forskellige former for uddannelse, som en tilbagevendende form for mesterlære.
Inden for adskillige erhverv er der behov for at formulere en viden, som kræver anvendelse af god dømmekraft, at være i stand til at vide, hvad der er det rette at gøre i konkrete situationer.
Det gælder frem for alt forskellige omsorgserhverv (eksempelvis i uddannelsen til social- og sundhedsassistent og pædagogmedhjælper) og i det hele taget sådanne områder, inden for hvilke mennesket behandles som et endemål i sig selv og ikke kun som et middel.


Anvendelsen af fronesis bliver således et alternativ både til den ensidige tiltro til ”videnskabelig ekspertviden” og til troen på, at menneskelige problemer kun er tekniske eller økonomiske problemer.


© ® 2007 Vidensbutikken – Jørn Martin Steenhold