Legens 5 betingelser

Legen og de fem betingelser

Legen er underlagt fem betingelser:

1) den tid og det

2) rum, den foregår i, de

3) mennesker/personligheder, der leger, den

4) begivenhed, som har medført, at vi leger lige netop denne leg, og de

5) ting der bliver leget med – legetøj, redskaber eller gen­stande.

Legene reproducerer sig selv konstant i nye og forskellige udgaver. Legene er ukon­trollable på grund af de mange usynlige situationer og tilstande. Det er umuligt at be­stemme, hvornår en leg er fantasi eller virkelighed. Det skyldes både legetøjets og andre tilfældige genstandes skiftende betydning og karakter for de legende. Derfor kan en leg ikke gentages.

Enhver leg er enestående og unik, fordi nogle af betingelserne altid vil være ændrede eller anderledes, næste gang man prøver at lege den pågældende leg. Den legende har fået erfaring med sig fra den første oplevelse og fra de personligheder og det lege­tøj, der er blevet benyttet. Legen ændrer sig også hele tiden, fordi bør­nene/deltagerne vender og drejer legen for at finde nye sider og indfaldsvinkler ved den historie, som de legende lader legen fortælle.

Den mest unikke genstand, som mennesket har kendt i sin udviklingshistorie, er den harmoniske og totalt runde kugle – eller kopien af den, bolden. Den kan bevæge sig af sig selv, når man skubber til den, eller såfremt den bliver placeret på et skråt plan. Bolden fascinerer det legende menneske. Derfor kan man som eksempel sammenligne en bold med en leg:

  • Legen er som et ”rundt atom” – en kugle eller en bold.
  • Den kan være stor som den store leg, lille som den lille leg.
  • Bolden har en skal, som tydeligt viser dens størrelse og muligheder – akkurat som legen har nogle grænser og regler bestemt af de legende.
  • Indholdet i bolden - den historie der bliver leget i en leg - kan være sammensat af mange forskellige ting og små elementer.
  • Legen kan være harmonisk og uendelig smuk, akkurat som den runde bold eller kugle.
  • Legen kan, som bolden, blive punkteret og derved miste sin harmoni og runde form, blive akavet, ligge stille, være ubevægelig i en aflåst tilstand og stilstand.
  • Hvis der sker forandringer - hvis indholdet flytter sig – bliver både legens og bol­dens tyngdepunkt ændret, og der kommer bevægelse – bolden begynder at rulle – legen flytter et andet sted hen eller ændrer sig til at blive en anden leg.
  • Både legen og bolden er underlagt de samme vilkår – den tid der bliver leget i, ste­det eller rummet hvor der bliver leget, de legende og deres alder, køn og person­lighed og den situation eller det tema, som bestemmer selve legen.

©1994 - 2007 Jørn Martin Steenhold
Kilde: Jørn Martin Steenhold: DEN RENE LEG. Aschehoug.