5. Mellem techne og fronesis

Mellem den produktive viden og kyndighed (techne) og den praktisk viden (fronesis).


Den, der tydeligst udpeger forskellen mellem den produktive viden og kyndighed og praktisk viden er Gadamer.
Han gør ikke blot krav på at præsentere et nyt vidensbegreb i forhold til den moderne videnskabsteori og læren om al viden grundlag, men afgrænser sig også tydeligt i forhold til pragmatismen. Dennes vidensbegreb er techne, som han betragter som instrumentel.
If. Gadamer er forskellen given mellem den produktive viden og praktiske viden.


Viden som instrument og middel og viden som bærende et sigte og endemål, er ifølge ham to ganske forskellige vidensformer.
Det fælles for techne og fronesis er, at meningen i viden viser sig i tillempningen af viden.
Pragmatikeren ser sandhedsværdien i de praktiske konsekvenser af viden og handling. Tillempningen ligger i selve udførelsen af den praktiske handling.


Den praktiske handling i tillæmpet udførelse

Hermeneutikeren ser hovedsagelig ”værdien” som et bidrag til en udvidet tolkning og forståelse af et fænomen.
Tillempningen ligger i den øgede forståelse, som medfører, at vi handler på en anden måde, at menneskets praxis bliver anderledes. Begge forudsætter, i og med kravet om, at viden skal kunne tillempes, at viden er integreret i personligheden, hvilket viser sig i selve anvendelsen.
For hermeneutikeren er viden begrænset til bevidstheden og til sproget.
Den tavse viden har for mange betydet, at også håndens viden har fået et navn.
Merleau-Ponty (Kroppens fænomenologi, 2000) udviklede det fænomenologiske vidensbegreb til at omfatte menneskets krop, og dermed kunne man sige, først da til hele mennesket.
Inden for den hermeneutiske tradition findes der en mistro til den videnskabelige og tekniske ekspert, som klarest er formuleret af Gadamer. Den kritik, han retter mod ekspertsamfundet, går tilbage til forestillingen om, at fronesis (den praktiske viden og hverdagsviden) er nærmere beslægtet med den frie medborger og demokratiet.


Når Aristoteles (...) principielt adskiller en slags "praktisk" viden (...) fra den teoretiske og tekniske viden, udtrykker han efter min opfattelse en af de største sandheder, som grækerne har skænket os til korrektion af det moderne ekspertsamfunds blændværk (...) problemet med vores samfund er, at medborgernes længsel efter retningsangivelser og normative mønstre udstyrer eksperten med en overdreven autoritet. Den forestilling om praksis, som er blevet udviklet gennem de seneste to århundreder, er en modbydelig forvrængning af, hvad praksis egentlig er. I alle det seneste århundredes debatter er praksis blevet opfattet som videnskabens tillempning på tekniske opgaver (...) dette degraderer den praktiske fornuft til teknisk kontrol.

(Citatet stammer fra R. Bernstein, Bottom objektivism och relativism: Vetenskap, hermeneutik och praxis (1987), s. 67.)

Den dømmekraft, han stiller op imod episteme - den teoretisk-videnskabelige viden - og techne - den produktive viden og kyndighed - udvises direkte i fronesis.
Ifølge Gadamer er dette vidensbegreb et udtryk for, at al forståelse i princippet udgør et generelt vidensbegreb.
Gadamer er i høj grad inspireret af antik filosofi, af Platon, som han henter sin dialogforestilling fra, og af Aristoteles.
Disse stiller han op mod levebrødssofisten, som var antikkens profesionelle lovgiver (datidens ekspert eller spindoktor).
Denne kan dog ikke, siger han, helt sidestilles med nutidens eksperter. Det spørgsmål, han stiller, er, om det ikke er blevet sådan, at eksperten er blevet til et substitut for moralsk og politisk styring.
Den demokratiske medborger bliver af Gadamer betragtet som den sande bærer af praktisk viden og hverdgasviden - fronesis - og stilles op imod den videnskabelige og tekniske ekspert, bæreren af især episteme – men også af techne.



I det perspektiv åbner han for en mere almen anvendelse af fronesis.
Opnåelsen og benyttelsen af fronesis tilfalder medborgeren.
Det politisk-etiske område skal i et demokratisk samfund være relativt frit i forhold til den tekniske og videnskabelige sfære i samfundet. Det skal if. ham være direkte praksisorienteret.

Gadamers anvendelse af fronesis rejser så igen spørgsmålet om, hvordan den demokratiske varetagelse og udøvelse af vores viden ser ud.
Her viser sig igen problemet i samfundene om afstandsforholdet (og kløften) mellem episteme og fronesis.


© ® 2007 Vidensbutikken – Jørn Martin Steenhold