Leg som en forøvelse

Leg som en forøvelse til livets opgaver
Dette fik Karl Gross til at forfægte den teori, at legen er en forøvelse til livets senere alvorligere opgaver - med andre ord en naturinstitueret instinktiv selvopøvelse og selvopdragelse - og dette gælder både for mennesker og dyr.
I så fald har legen i sig selv en klar pædagogisk betydning, men kan desuden tjene som udgangspunkt for videre pædagogiske bestræbelser.
Hvad legen bevirker, kan dels opsamles, dels senere følges op på af den egentlige opdragelse og undervisning.
Under Gross’ synspunkt kan man indordne praktisk talt alle legeformer: bevægelses- og behændighedslege, legende efterligning af det, som børnene har set de voksne gøre, intellektuelle lege og spil, rollelege, kamplege, og i det hele taget lege, hvor kappestrid er et fremtrædende moment, fælleslege og andre sociale lege.
I denne teori ligger endvidere at legen hører barnealderen og vækstperioden til, og man har da også ofte anset legen for at være den væsentlige form for barnlig aktivitet.
Men med det samme må dog bemærkes, at der langt inde i den voksne alder, ja hele livet igennem, kan forekomme virksomhed, der må kategoriseres som leg.
Dette kan lede tanken hen på at Gross’ teori - så plausibel den også er - næppe rummer hele sandheden om legens funktion, hvilket atter kan hænge sammen med, at leg er et mere sammensat fænomen end umiddelbart antaget.