Leg som en aktivitet

Leg som en aktivitet igennem hvilken man får lovmæssig erkendelse
Skal man gennem legen have erkendelse om et eller andet, kan målet med selve erkendelsen meget let blive vigtigere end selve legeprocessen.
Yderligere bliver der også tale om, hvilken speciel form eller type for erkendelse, der kan blive tale om - skal den være kognitiv disponeret? - politisk bestemt? - eller bestemt af det enkelte barns egne emotionelle dispositioner?
De kognitive teorier - traditionelt repræsenteret ved Jean Piaget - opfatter legen som en aktivitet som barnet benytter for at skaffe sig erkendelse om sin omverden generelt.

De politisk bestemte - traditionelt repræsenteret ved de marxistiske og sovjetpsykologiske teorier ved Vygotsky og Leontjew - opfatter legen som et redskab, som barnet kan bruget - eller bliver befalet til at bruge - for at barnet kan lære at indordne sig under den givne sociale og politisk orden.
De psykoanalytiske teorier - i et vist omfant repræsenteret ved Erikson og Heinsohn/Knieper - opfatter legen for at være disponent for både positive og negative oplevelser i form af glædelige oplevelser og dyb afmagt. Begge dele kan måske medføre traumer, som i visse tilfælde viser sig som spændinger eller indre psykiske konflikter af uoverskuelig art for barnet - som så kan opløses genne legeterapi, styret af en voksen (eller en ekspert på området).


Hver for sig er disse tre former for anskuelser - om hvordan legen kan anvendes -naturligvis interessante. I praksis har det imidlertid vist sig, at de ikke særlig let supplerer hinanden - i det fleste tilfælde er de nærmest fuldstændigt uforenelige.
Men på hver sin måde har de i det tyvende århundrede bidraget til at rette opmærksomheden på, at legen kan bruges som en mulighed.