Legen er mennesket – mennesket er legen

Legen er mennesket - mennesket er legen
Legen er en livsfunktion, der ikke lader sig fuldstændigt bestemme hverken logisk eller biologisk.


Begrebet leg står uden for alle de tankeformer, hvori mennesket sædvanligvis udtrykker det åndelige og sociale livs struktur. Netop den uproduktive form kan derfor sagtens vise sig at være den mest nyttige og originale form for handling, aktivitet eller leg (såfremt der bliver anlagt en udviklings eller vækstfilosofisk vurdering, som sædvanligvis og nødvendigvis må ende med at pege på begrebet "fremskridt"), fordi den - ved netop ikke at blive vurderet ud fra sin nytteværdi og uden på forhånd at være rettet mod noget som helst bestemt mål - frigør utrolige energier, som måske kan benyttes på andre områder.


En leg eller et spil "fremstilles" eller foregår et eller andet sted mellem de to modstridende yderpositioner, som Roger Caillios vælger at karakteriserer ved hjælp af græske begreber.
En leg foregår et sted mellem to yderpunkter og flytter sig måske til en af siderne under forløbet. Bestemte lege foregår naturligt i en bestemt atmosfære og har bestemte dynamiske egenskaber, og det vil være uden for de normale gældende regler eller endda udtryk for dårlig moral at tvivle på legens placering heri.

Caillios tildeler legene fire forskellige dynamiske egenskaber, ligeledes karakteriseret med græske begreber. De fire egenskaber beskrives således :


  • Agon - konkurrence, kappestrid - demonstrerer og fremstiller hvem der har magten over det, som en konkurrence eller en kappestrid drejer sig om, hvorved der under eller efter forløbets afslutning vil blive udskilt en vinder og en taber.
  • Alea - chance - demonstrerer og fremstiller en udført beslutning, som vilkårligt kan ændre resultatet af et forløb, hvor der bevidst søges efter en form for afgørelse og hvor resultatet ikke kan forudsiges.
  • Mimicry - simulering og efterligning - demonstrerer og fremstiller en kopi af noget originalt, sammenligner med noget, som i forvejen er sket eller efteraber hændelser, situationer eller personer.
  • Ilinx - eufori, svimmelhed, beruselse - demonstrerer og fremstiller, hvordan de legende bliver bragt i en slags trance, eufori, svimmelhed eller beruses ved at foretage sig noget bestemt eller deltage i et forløb.

De fire forskellige dynamiske karakteristikker overlapper hinanden i leg.
Desuden er det ikke ligegyldigt hvordan legene bliver leget, samt hvor de leges.
Forskellige omstændigheder kan gøre sig gældende, lige fra tid og rum til deltagernes habitus og forudsætninger for selve situationen eller begivenheden.
Caillois klassificerer og tildeler herefter legens "kvalitet" - afhængig af hvilke kulturelle og sociale rammer, de foregår i.

De tre kvalitetsformer angives her med eksempler :


  • Kulturelle kvalitetsformer, på grænsen til det sociale liv :
    Konkurrence : forskellige former for sport
    Chance : lotteri, casino, hesteløb, væddeløb
    Simulering : karneval, teater, biograf, idoldyrkelse
    Eufori : styrtløb, skihop, trapezkunst, rekordforsøg

  • Institutionelle kvalitetsformer, som er socialt integrerede :
    Konkurrence : videnskabelige og åbne konkurrencer, eksamensformer

Chance : børsspekulation
Simulering : uniform ,etikette, ceremoni, repræsentationsarbejde
Eufori : arbejde, hvori udøveren skal beherske svimmelhed


  • Korruption :
    Konkurrence : voldelighed, terror, magtmisbrug, chikane, snyd
    Chance : overtro, astrologi
    Simulering: udvise ligegyldighed, kulde, overdrive egne evner
    Eufori : alkoholisme, narkotika

Under den fælles leg mellem børn og voksne sker der en afsmitning fra voksen til barn, som barnet senere afprøver i legene/spillene med andre børn - med hvad deraf følger.
De kulturelle og sociale former for leg bliver især præsenteret af Buydendjik, Huizinga og Chateau, mens leg med korruptionen - som legal legeform - for første gang bliver karakteriseret.
I de fleste spil er det legalt at snyde modspillerne inden for de rammer, reglerne anviser, men det er sjældent legalt at snyde den, man leger med.
Man spiller kun, hvad man vil, med hvem man vil, så længe man vil - ellers er det ikke længere leg.


I Caillois´ måde at definere og inddele legene på, indgår også korruptionens mange former, hvor ved leg bliver en ubestemt enhed, som afhænger af den legendes personlighedsstruktur, personlige "legestil og moral", som barnet tilegner sig på mange måder, gennem tv-serier, bøger og blade, legetøj m.v.
De kulturelle og sociale rammer, hvorunder et barn vokser op, danner grundlaget for barnets måde at bruge de forskellige former på i legen.
Rammerne, reglerne og grænserne - ofte demonstreret udfra et voksenbillede - afprøves og efterprøves af børnene igennem legen, og børnene afslutter ikke legen, før de har afsløret og erfaret hele legens indhold, kvalitet og muligheder.
For at få absolut mest muligt ud af en leg, kan den legende derfor gribe til "korruption, maginære og imaginære egenskaber" - for det er jo bare en leg - og legen består i, at de legende bekræfter og beskriver egne og andres handlinger og forestillingsbilleder gennem dialoger eller beretninger.
Med indplacering af begrebet korruption i leg følger også automatisk legen med begreberne moral og etik.