7. Viden og uddannelsessyn

  • Den teoretisk-videnskabelige viden – episteme - (naturvidenskab, teologi, matematik og meta-fysik)

  • Den produktive viden og kyndighed – techne - (kunst, håndværk og retorik – hvor der ikke er noget skel mellem kunst og håndværk, som både kan være åndelige og materielle frembringelser)

  • Den praktiske viden – fronesis - (hverdagsviden, etik, moral, politik - hvordan man moralsk skal opføre sig og om at lede og styre – i forhold til frihed og værdier)

De tre former for viden, der er beskrevet, kan således både indgå i et frugtbart relationsforhold og et modsætnings – eller konfliktforhold.
Inden for forskellige virksomheder og uddannelser er der intet til hindring for at anvende og udvikle de forskellige former for viden.

Det er dog på mange institutioner temmelig vanskeligt at hævde den produktive viden som ligeværdig med den videnskabelige.
Tilgangen til forskellige måder at anskue viden på er imidlertid til rådighed, hvilket skulle indebære en almen diskussion om det hensigtsmæssige ved forskellige aktiviteter.
Gennemgående betragtes viden dog som noget fikst og færdigt og givet.
Opdelingen i det praktiske og det teoretiske ligger dybt i den vesterlandske kultur og er indbygget i eksisterende institutioner.

De uddannelsessatsninger, som fortages eksempelvis i form af ”vidensløft” og ”spidskompetencer” inden for teknik/naturvidenskab, bygger på et alt for snævert defineret syn på uddannelse og viden i forhold til de eksisterende muligheder.
Samtidig med, at viden hyldes som vejen ind i fremtiden, håndteres den på en måde, som ikke står i et fuldt udviklet forhold til eksisterende muligheder.

Tengström ("Hvordan forandres vores livsvilkår? En kritisk iagttagelse af vidensamfundet", 1998) peger på vores hverdagsvidens underdrevne position og behovet for kreativitet og ”sociale opfindelser”.
Yderligere siger han:

”Den lille marginal af befolkningen, som vil komme til at udgøre de nødvendige ”spidskompetencer” for at konkurrencen på verdensmarkedet inden for sektorer som teleteknik og genteknik, behøver deres egne uddannelsesveje og kan selv gennem virksomhederne skabe dem”.
Men en indretning af et helt komplet ”videnssamfund” efter en sådan målestok kan imidlertid komme til at fjerne selve grundlaget for et demokratisk opbygget samfund.
De funktioner og legitimeringer, som uddannelser har, er i hovedsagen tre:

  • den økonomiske,
  • den humanistiske og
  • den demokratiske.

Historisk set skifter dominansen mellem dem.

Før 2. Verdenskrig dominerede det humanistiske syn på uddannelse af klassisk tilsnit, og efter krigen har den demokratiske legitimering domineret.
Et sted i midten af 1980'erne foregår der et skift, da teorien om uddannelse som ”investering i human kapital” slår igennem i udannelsesretorikken.
(Jf. Rolf Jensen: Drømmesanfundet, 1997 og A. Telhaug: Den nye utdanningspolitiske retorikken, 1990).
Derefter er der foregået en udtynding af de demokratiske og humanistiske sider ved uddannelsens funktioner, dette på trods af de retoriske forsøg på at genopvække dannelsestraditionen.

Det paradoksale, der sker, er, at behovet for alsidig viden og kreative løsninger øges i samfundet samtidig med, at de politiske og økonomiske motiveringer indskrænker selve indholdet af viden i de beskrivende læreplaner og kursusudbud.

De fleste erhverv og erhvervsuddannelser kan altså ikke omsættes i begrebet ”humankapital”. Der kræves andre kompetencer og dermed andre former for viden end de smalle fag, som mennesker, reduceret til ”humankapital”, rummes inden for.

Et komplekst samfund stiller øgede krav om at opfange den mangetydighed og den mangfoldighed, som det udmønter. Menneskers muligheder for orientering, i videste forstand, besværliggøres af medieudbudets og markedets modsigelsesfulde budskaber.
Udviklingen af disse muligheder er knyttet til de basale identitetsspørgsmål og de relationer mellem sociale og kulturelle grupper, som et mangfoldigt samfund er sammensat af.
Den viden, som kan bidrage til dette, pendler mellem det individuelle og de lokale og de globale sammenhænge.

Analyser af og forsøg på at forstå samtiden, står således bestandig i relation til det fortidiges erfaringsspillerum og til den forventning, vi kan rette mod fremtidens horisont.
Vores viden udvikles på denne måde i en konstant bevægelse mellem det bekendte og det ubekendte.
Det ubekendte er den uforudsigelige fremtid, bag hvis dør nutidens ur tikker.

Det ubekendte er tillige ”den anden / den fremmede”, som også tilhører denne fremtid, men som ligesom jeg selv har en fortid at bære på.
Hvordan vi forholder os til det forgangne, og hvordan vi på en klog måde formår at anvende de erfaringer, som mennesket tidligere har gjort, er afgørende for, hvordan vi retter vores forventninger ind mod fremtiden.
Hvis der skal afstedkommes noget i den retning, må der eksistere en åbenhed for en masse forskellige kreative perspektiver.

En sådan mulig åbning findes i de igangværende diskussion om forskning inden for samfunds- og humanvidenskaberne

(Se artiklen - Perspektivrigdom).


© ® 2007 Vidensbutikken – Jørn Martin Steenhold