Spil og læring

 

Dette emne har følgende afsnit:

  • Det er lysten, der driver værket
  • Flugten fra friheden
  • At lære af traditioner
  • Spil som ideologisk læremester

Det er lysten, der driver værket.

Spillets idealisering er afhængig af det antal ideologiske dimensioner, der i den givne situation bliver placeret i teorierne og studierne om leg og spil.
Men det er et udbredt synspunkt, at spil manifesterer bundethed, - men en frivillig bundethed - hvor leg manifesterer frihed.

Hvis tvang imidlertid intervenerer et spil og opstiller faste mål for et spils udvikling, forløb og resultat, forsvinder frivillighedsprincippet fra spillet.
Om det så kaldes for indlæringsspil, sjove arbejdsspil eller lignende er underordnet, for legemomentet i spillet eksisterer ikke længere ved tvang

At der skal være en hensigt eller mening med børns spil, så de gennem spillet lærer noget, er en udbredt opfattelse i den vestlige kulturkreds.
Både kunstigt fremstillede legeredskaber og idrætsrekvisitter bærer præg af, at børnene skal stimuleres fysisk og psykisk.
Men en legeplads eller et idrætsanlæg må altid være at betragte som et kunstigt miljø.
Frihed er derfor ikke karakteristisk for spil i noget universelt perspektiv.
I et spil er man altid bundet til spillets regler.

Flugten fra friheden

Når det drejer sig om frihed i den moderne barndom, set over et perspektiv på 100 år, har organiserede institutioner, skoler (frivillige) foreninger, sport og TV overtaget mere og mere tid fra de frie muligheder i både leg og spil.

På trods af at forældre, lærere og pædagoger idealiserer børns frie lege- og spilmu­ligheder, kompenseres der fra dette gennem børns institutionsophold med indlagte stimuleringsprogrammer og pædagogisk indlæringsorienteret legetøj - og med spil som beskæftigelsesterapi - ofte for at børnene kan få tiden til at gå på en nem måde (når det bliver ”passet”).

Det rette svar på, hvor frit børnene i realiteten har mulighed for frivilligt at gennemleve både de frie og naturlige og selvopfundne lege- og spilprocesser, såvel som de organiserede, er derfor et spørgsmål om et samfunds vilje til at forvalte og formidle frihed.

At lære af traditioner

De mange vidt forskellige typer spil refererer til vidt forskellige traditioner - og disse har igen rod i forskellige økonomiske, tekniske, politiske og sociologiske principper og deres udvikling.

Anskuelserne, begreberne og ideerne - som ligger til grund herfor, er ideologisk og politisk orien­terede.
Desuden er måden at spille på selvfølgelig også påvirket af spillernes alder, køn, erfaring samt evner og anlæg for spillets finesser og særlige egenskaber.

Da et spil derfor altid bliver anskuet og tolket ideologisk og politisk, kan et spils ideologi derfor forklares som - et system af bestemte begreber og muligheder, som kommer til udtryk gennem de spillendes måde at spille spillet på.

Spil som ideologisk læremester
Spilideologi – er alle de tilkendegivelser, anskuelser og den adfærd, der kommer til udtryk hos de spillende.

Et spils finesser og særlige egenskaber, regler og kvaliteter kan med god ret kaldes for – spillets ideologiske væsen.
Finesserne, spillets udtryk og kerne, som opfattes af den spillende gennem transformation og kommunikation, er sandsynligvis det eneste, som med sikkerhed kan klassificeres, men deres betydning kan imidlertid variere betydeligt inden for det samme spil.

De tydeligste finesser, som forholdsvis let kan iagttages, er:

  • FYSIK/PSYKE duelighed, færdighed, vedholdenhed, udholdenhed, intellekt
  • STRATEGI plan, struktur, løsning, hypotese, mulighed.
  • CHANCE tilfældige beslutninger, risikofyldte muligheder.
  • SNYD snyde, bedrage eller finte modstanderen.
  • ORDEN bringe orden i en uorden eller uorden i en orden.

Det er altid være op til spillets manager, kontrollant eller dommer at sikre, at både regler og korrekte attituder og opførsel overholdes inden for de tilladte spilideologiske grænser og regler.
Hvert enkelt spil markerer, - gennem reglerne for spillet - hvad moral og "god opførsel" er i forhold til spillets regler.

Spilleren klas­sificerer spillene efter kvalitet (ud fra tre kvalitetsformer)
- afhængig af, hvilke kulturelle og sociale rammer de foregår i.
De tre kvalitetsformer er

  1. de kulturelle former for spil, på grænsen til det sociale liv,
  2. de institutionelle former for spil, som er socialt integrerede, og
  3. korrupte former for spil, som er (tilladelig) snyd og bedrag (hvis det ikke opdages)

Mange andre knap så synlige – mange usynlige - på hinanden efterfølgende modsatte ideologiske dimensioner for afvikling af et spil, forekommer også altid.
Dertil kommer desuden kulturelle grænsedragninger mellem to modsatrettede variabler, nemlig -

- fantasi og social nærhed – ofte forbundet med piger og kvinder, og
prestige, heroisme, mesterskab og individualitet – ofte forbundet med drenge og mænd.

 

© 2007 - Jørn Martin Steenhold – delvist fra bogen: Det legende spil.

Bogen er under forberedelse og forventes udgivet i 2012

Du kan yderligere bestillet et foredrag/kursus om SPIL SOM PÆDAGOGISK REDSKAB ved Vidensbutikken.

Du kan finde mere viden om spil i bogen:
Jørn Martin Steenhold. DET LEGENDE SPIL.
Semi-forlaget 1990