Det hele barn

Af Jørn Martin Steenhold
Mere viden om børn, se: www.borneliv.dk

Det hele barn - er det barn som har mulighed for –
  • at drømme
  • at afprøve tingenes muligheder
  • at lege og eksperimentere med materialer, værktøj og legetøj
  • nysgerrigt at gå på opdagelse i naturen
  • at mærke og sanse verden
  • at fortælle og berette
  • at formidle til andre
Børn er drømmere

Det hele barn – er det barn, som får mulighed for at drømme.
Man må ikke tage drømmen fra et barn – og man skal være åben overfor børnenes drømme og snakke om dem.
De gode drømme er betydningsfulde og fylder altid børn med tro og håb.
Børns drømme er en forklædt opfyldelse af ubevidste undertrykt ønske.
Et barn drømmer om noget bestemt, som det ønsker gerne må gå i opfyldelse – eller det ønsker sig at det for alt i verden helst ikke eller aldrig må gå i opfyldelse.
Men det barnet drømmer er ikke altid det, som barnet ønsker sig skal ske – men lige så ofte noget barnet vil undgå skal ske.
Det barnet drømmer er forklædt eller ser i drømmen ud som noget andet.
Og det er dette andet, som er det vigtige – og som måske kan analyseres eller tolkes.

Børn er eksperimenterende

Det hele barn – er det barn, som får mulighed for at afprøve tingenes muligheder.
Vi trækker vejret for at kunne mærke jorden, sandet, ilden og vandet, som vi er en del af fra tidernes morgen.
Børn har altid leget og afprøvet mulighederne med disse fire elementer.
Det gør de for at få et grundigt kendskab til dem.
Jord, sand ind og vand var i tidernes morgen børnenes første og bedste legetøj – og det er det stadig.

Børn er legende

Det hele barn – er det barn, der får mulighed for at lege og eksperimentere med materialer, værktøj og legetøj.
Leg er en virksomhed - for virksomhedens egen skyld.
Der er ikke noget mål med legen, når den begynder – men undervejs opdager barnet, der leger, meget ofte noget, som skal undersøges eller afprøves nærmere – hvorved legen ændrer sig og bliver til en aktivitet eller virksomhed med formål og mål.
Et eksperiment er et forsøg, især af videnskabelig karakter – selv for helt små børn.
Et forsøg er et eksperiment, der går ud på at opdage noget om noget - en prøve på at finde ud af, hvordan det eksempelvis forholder sig med levende væsener, med ting og genstande.
Nogle forsøg kan for mange børn udvikle sig til at blive et vovestykke – og i den forbindelse bør man tænke på sikkerheden for liv og helbred.

Børn er nysgerrige

Det hele barn – er det barn, der får mulighed for nysgerrigt gå på opdagelse i naturen. Alle børn er naturlige børn, født med en nysgerrighed for alt levende, de finder eller opdager.
Børn, som opfører sig ”naturligt” er umiddelbare og opmærksomme på de fænomener, der omgiver dem. Derfor er alle børn også naturvidenskabspiger og drenge, som med øvelse, træning, undren og ydmyghed måske bliver naturvidenskabskvinder og mænd.
At gå på opdagelse i og opleve naturen skaber naturvidenskab – som blot er en fællesbetegnelse for videnskaberne om naturen, dvs. astronomi og fysik, kemi, biologi osv. til forskel fra de humanistiske videnskaber og samfundsvidenskaberne.

Børn er sansende

Det hele barn – er det barn der har mulighed for at mærke og sanse verden.
Børns erfaring er altid knyttet til den sansede verden.
At søge efter sanse- og følelses­mæssige informationer er noget børn foretager sig hele tiden, og det kan foregå både bevidst og ubevidst.
Der er fem (seks) sanser, høre, se, føle, lugte og smage samt den sjette ”fornemmel­sen” – intuitionen.
Sanseorganerne muliggør børnenes kontakt med den verden, der umid­delbart omgiver dem og med andre mennesker, idet børn forsøger at tilpasse sig og få til­fredsstillet deres behov.
For almindelige sunde børn er en sansende erkendelse en rar følelse forbundet med nydelse. Nydelsen er den højeste og smukkeste oplevelse af, at sanserne bliver tilfredsstillede.
Nydelse er forbundet med glæde, tilfredsstillelse og tilfredshed, som ethvert barn meget gerne vil have gentaget.

Børn er historiefortællere

Det hele barn – er det barn der har mulighed for at fortælle og berette.
Børn lytter altid gerne til en voksen som fortæller en god historie – måske en skrøne.
Den frie fortælling er barnets første bevidste erkendelse af, at man kan blande alle disse spændende elementer i historierne sammen - manipu­lere med dem og lave sine egne historier.
Børnenes alder og udviklingstrin har naturligvis en indflydelse på, hvilke funktioner der ligger bag, at historierne bliver tolket og genfortalt.
Børnene finder hurtigt ud af, at ingen har monopol på historierne.
Ingen kan bestemme over drømmene, og legen med historierne og temaerne tilhører børnene selv. Temaerne lader sig omsætte i nye beretninger og historier – og i fantasier og drømme hvor fantasi og virkelighed bliver blandet sam­men.
Ved at lege med elementerne og temaerne opdager børnene litteraturen, som for børnene er den store fortællings naturlige muligheder i legen, og de opdager, at alle mennesker har en historie!

Børn er meddelsomme

Det hele barn – er det barn der har mulighed for at meddele på mange forskellige måder.
Igennem opvæksten udvikler børn deres sprog ved at kommunikere med voksne og børn, der er i deres omgivelser.
De lærer sig nye ord og vendinger gennem mange forskellige former for leg, historiefortælling, samtaler og at lytte.
På samme måde har de gennem højtlæsning og fra egne forsøg på at læse og skrive fået erfaringer med skriftsproget.
Den viden og de erfaringer, børnene har tilegnet sig både i hjemmet og i børnehaven sammen med andre børn, skal hele tiden videreudvikles og forfines.
De mange varierede måder at meddele sig på – for at vi kan komme hinanden ved – og det læres gennem lege og eksperimenter.
Når børn vil hinanden noget godt og oprigtigt, er tiltaleformerne bundet til varme og venlige følelser.
En dialog er en samtale mellem to eller flere personer, hvor den enkelte både får tid, plads og råderum til at fremføre lange forklaringer og historier.

Børn er formidlere

Det hele barn – er det barn der har mulighed at formidle til andre.
Børn har ikke svært ved at snakke sammen – de gør det bare – og på hver sin måde.
Det er kun et spørgsmål om lige at lære at forstå hinanden, så de kan komme i gang med at lege og være sammen.
Børn ved, at sprog er et meddelelsesmiddel, som er forudsætningen for at det enkelte menneske kan kontakte og udveksle indtryk og synspunkter med andre.
Børn ved at alle mennesker har deres helt egen personlige måde at udtrykke sig på.
Det er derfor meget vigtigt at lære at lytte til hinanden og give sig god tid til at kunne forstå hinanden.
Det er en gave for livet at kunne tale og udtrykke sig på flere sprog, fordi sprog både er en indgang til forståelse af kultur og formidling af viden og indtryk.
Langt de fleste børn leger og eksperimenterer med ord, lyde og taleformer.
At lege med børn med et andet sprog kan medfører misforståelser – men ofte ender sjove sproglige misforståelse i humor og leg.

Kilde: Jørn Martin Steenhold: Fra foredraget: Legens magiske virkelighed. 2006