Barndomskanon - det lille barn 12-24 måneder


  • Oplevelse, gentagelse og leg
  • Charme og sprog
  • Efterligning, sang, form og farve, lege
  • Ernæring
  • Motorisk udvikling


Oplevelse, gentagelse og leg, 1-2 år

I et- til toårsalderen opsøger dit barn alt, hvad der kan gøre det endnu klogere og
stærkere. Barnets opmærksomhed skærpes i denne tid. Dit barn får mulighed for at se og
opleve nye ting og situationer, og det suger alle indtryk til sig. Alt skal udforskes – om det
så er, hvor megen jord der faktisk gemmer sig i den store urtepotte, der står inde på
stuegulvet!

Putteritualer og andre rutiner
Dit barn har også behov for, at I gentager rare og trygge situationer regelmæssigt og
dermed gør dem til ritualer. Det kan være at synge en bestemt godnatsang, at læse en
bestemt bog, at spise med sit eget bestik, at skulle have et æble om eftermiddagen eller
lignende.
Barnet er i stand til at holde sig vågen længe om aftenen. Hvis det passer ind i familiens
døgnrytme, er det helt fint. Ellers må barnet puttes tidligere med godnathistorie og
godnatkys, hvorefter du forlader rummet. Hvis barnet vil op igen, gentager du ritualet.
Måske bliver I nødt til at gentage det 10-15 gange den første aften, men i løbet af en uges
tid vil barnet lære, at det lige så godt kan sove tidligt, for der sker altså ikke noget
spændende mere den aften!
Det, at I foretager jer de samme ting på de samme tidspunkter, gør, at barnet i forvejen
ved, hvad der skal til at ske – og så kan det nemmere forholde sig til det.

Legeuniverset ca. 12-24 måneder

Når dit barn kommer i et- til toårsalderen, vil det:
· putte i, tage ud og sætte på
· skubbe og trække ting
· rive papir i stykker
· begynde at stable klodser
· efterligne de voksne
· interessere sig for små dyr
· gribe og kaste
· bære og flytte ting
· lege med sand og vand
· se på billeder
· tegne
· synge
· lege med dukker
· klatre eller sidde stille
· gå eller stå stille
· høre og lytte
· løbe eller lunte
· se og iagttage
· kravle forlæns og baglæns
· gribe og klamre

Charme og sprog,1-2 år - Fra charme til skældud

Et- til toårsalderen er en meget optimistisk og glad livsfase. Dit barn er i denne periode
meget livligt, aktivt og charmerende… og det er klar over, at charmen kan bruges over for
de voksne for at opnå noget.
Hvis du irettesætter barnet eller skælder det ud, må du regne med, at barnet selv skælder
tilbage. Dit barn er godt i gang med at blive selvstændigt. Men forandringerne og
nyhederne, som barnet jo selv opsøger, kan godt blive lidt for anstrengende for barnet af
og til og give anledning til uligevægt, uro og endda raseri, når barnet nærmer sig
toårsalderen.

Sprog
I begyndelsen siger dit barn mange forskellige, enkelte ord. De fleste børn kender
navnene på alle i familien og alle familiemedlemmernes stemmer. Barnet reagerer på
fremmede stemmer og lyde. I slutningen af etårsalderen gentager dit barn ord, som andre
lige har sagt. Barnet siger også flere ord og begynder at bruge to-tre ords sætninger, f.eks.
“Mor, se!” og “Hvad er det?”. Ordforrådet vokser i denne periode fra ca. 10 til ca. 50 ord.
Barnet vil løbende finde nye ting og spørge dig, hvad de hedder, hvor de hører til, hvad de
bruges til, hvordan de passer sammen m.m.
Gør dig stor umage for at forstå, hvad dit barn siger. Det kan godt være svært, men barnet
kan blive frustreret, hvis du ikke forstår det. Til gengæld belønnes du med begejstrede
hvin og latter, når du tydeligt gentager det, barnet har forsøgt at sige, og fortsætter
samtalen ud fra barnets udsagn.
Barnet vil gerne efterligne lyde fra dyr, flyvemaskiner, ambulancer, biler og
husholdningsmaskiner. Dit barn vil elske, hvis du også efterligner den slags lyde.

Efterligning, sang, form og farve, lege, 1-2 år

På mange områder føler det et- til toårige barn sig “stort”, for det kan mange ting selv. Det
at barnet kan så meget, gør at det sammenligner sig selv med mor og far, der jo kan
endnu mere. Barnet begynder at drømme om at have de samme muligheder som de
voksne. Måske er dit barn imponeret af, at du kan køre jeres store bil. Så når barnet får lov
til at sidde i bilen og lege ved rattet, tænde radioen og sætte advarselsblinket i gang, så
drømmer det om at være dig og køre på landevejen. Barnet efterligner motorlyde og retter
blikket fast fremad. På samme måde vil dit barn elske at bytte rolle med dig, sådan at I
leger at du er barn og barnet bestemmer, hvad du skal lege med, hvor I skal hen eller
hvad I skal spise.

Sang
Barnet kan godt sidde og synge eller nynne for sig selv, ofte som en lille “bibeskæftigelse”,
mens det leger. Melodierne opfinder det gerne selv, og der er ingen egentlig begyndelse
eller slutning. Alle rim og remser, sange og sanglege som barnet hører nu, husker det.
Men det begynder sandsynligvis først i toårsalderen selv at fremføre dem.

Form og farve
Dit barn elsker sikkert at lege med farvekridt eller gadekridt. Der skribles og kradses, som
regel uden motiv og historie. Barnet eksperimenterer for eksperimentets egen skyld, ikke
for at opnå et bestemt resultat. Det er også sjovt at forme ting i trylledej og ler. Af og til vil
dit barn nok sætte dig til at forme en bestemt genstand – eller også former det selv et eller
andet og fortæller dig med stor overbevisning i stemmen, hvad det er!

Lege
Barnet kan lide at lege meget forskelligt, enten alene eller sammen med forældrene. Det
kan f.eks. være:
· jage og blive jaget
· tampen brænder
· gemmeleg
· fangelege
· vild tumlen
· den voksne spiller en rolle, og barnet efterligner
· bytte roller
· blive kastet op i luften og grebet
· lege fødselsdag
· hilse på hinanden
· jage (det farlige) væk
· lege i sandkasse
· køre på små scootere
· skubbe ting rundt
· gynge i gynger
· udforske naturen/haven
· deltage i madlavning, opvask, borddækning og rengøring

Ernæring,1-2 år

Ernæring
Dit barn går nu højt op i hygiejne. Lad det vaske og tørre sine hænder, så godt det kan.
Gør det til en fast vane at vaske hænder, inden der skal spises. Når dit barn er et til
halvandet år gammelt, vejer det sandsynligvis ti til tolv kilo. Afhængigt af barnets fysiske
aktivitet, højde og drøjde kunne menuen for en dag se sådan ud:

Morgen: 1 dl havregrød eller havregryn med mælk. En halv skive brød med lidt ost. 1 1/2
dl sødmælk.
Formiddag: Frugtgrød eller et glas friskpresset frugtsaft.
Frokost: Trekvart skive rugbrød. Pålæg: smøreost, æg, makrel i tomat. Dertil et lille stykke
banan, æble, agurk eller gulerod samt 1 1/2 dl sødmælk.
Eftermiddag: Frugt eller koldskål med kammerjunkere.
Aften: Frikadeller og kartoffelsalat, falaffel og rissalat eller grøntsagsbøf og kartofler med
sesamdrys.

Motorisk udvikling, 1-2 år

Nu kan dit barn gå. Det er en helt ny, fantastisk måde at bevæge og udfolde sig på. Når
barnet er 15-18 måneder, begynder det også at løbe. Det løber lidt stift på flade fødder,
men det kommer fremad.

Hurtigt.
Fra 15-18 måneders alderen kan de fleste børn også gå op ad en trappe, hvis de får lidt
støtte, og lære at kravle baglæns ned. Barnet kravler og klatrer på alt. Det afprøver sine
kræfter, idet det forsøger at løfte tunge genstande – måske forsøger det endda at løfte far
eller mor! Hvis dit barn gerne vil nå op til noget, der f.eks. ligger på køkkenbordet eller en
reol, kan det sagtens finde ud af at skubbe en stol derhen og kravle op på den for at få fat i
det, som det vil have. Barnets nye muligheder stiller også nye krav til børnesikring. Et
ubevogtet øjeblik er nok til, at der kan opstå farlige situationer.

Den motoriske udvikling og ”legetøjet”
Samtidigt med at barnet går, bøjer det sig ned og samler alt op af interesse: sten, pinde,
genstande, blomster, myrer, mariehøns – alt. Barnets interesser koncentreres også om de
fire elementer, jord, luft, ild og vand – som der bliver eksperimenteret og leget med. Barnet
kravler op i møblerne, både for at kravle og for at kunne se og genkende tingene ud fra en
ny synsvinkel. I begyndelsen skal barnet hjælpes ned, men det finder hurtigt ud af at klare
sig uden hjælp. Barnet prøver kræfter med alle tunge ting. Stole bliver skubbet hen til
borde, så barnet kan kravle op og se, hvad der foregår deroppe.

Legen med en stor bold, som af det lille barn opfattes som “levende”, får nye muligheder,
når den kastes. Fra ca. 18 måneders alderen kan barnet også sparke til en stor bold og
hoppe med støtte i hænderne. Legetøj og andre ting, som barnet nu kan få udbytte af at
benytte, er f.eks.: klodser, ting som kan sættes sammen, trækdyr, kasser til at fylde og
tømme, hammerbræt, samlepyramider, puttekasser, bolde og balloner, slaskedukker,
Mester Jakel, tykke farver og papir, spand og skovl, puslespil, reklamer og gamle
telefonbøger, sangbøger, trylledej eller ler, bøger med enkle fortællinger og billeder.



©2006 Steenhold & Co. Kreative Netværk