Barndomskanon – den 3 årige

  • Motorik
  • Sprog og sang
  • At være sammen
  • Kriser
  • Leg
  • Form og farve
  • Ernæring

Motorik, 3 år

Nøgleordene for den treårige hedder “vil selv” og “kan selv”. Dem får du at høre, når dit
barn skal have sko på, når jakken skal lynes og når en tung taske skal bæres. Barnet
bliver ved, indtil det lykkes. Det tager ofte sin tid, men for dit barn er det hele besværet
værd. Ros dit barn og sørg for at opmuntre barnet undervejs; det giver selvtillid. Undgå
stressede situationer, hvor du f.eks. tager skoene, som barnet er i gang med at tage på,
og siger: “Kom, det ordner jeg lige. Det har vi ikke tid til at vente på.” Du risikerer, at dit
barn oplever det som et nederlag. Er det så ikke bedre at komme af sted fem minutter
senere sammen med et barn, der er glad fordi det kunne selv?

Nu kan dit barn blandt andet:

• hoppe ned fra lav højde. Dit barn kan også kravle op på møbler og andet inventar for at
få chancen for at hoppe ned
• gå på tåspidser
• gribe en bold med to hænder og kaste en lille bold fremad med en hånd

De fleste treårige elsker at bevæge sig. De danser og synger med på al slags musik.
Måske laver I af og til stuen om til diskotek, eller I stiller møblerne sådan at man skal klatre
hen over eller kravle ind under dem. Er dit barn begyndt at gå til småbørnsgymnastik?
Eller tager I i svømmehallen sammen?

Sprog og sang, 3 år

Den største udvikling i barnets sprog sker fra barnet er to år, til det er fire år. Et treårigt
barn taler typisk i korte, komplette sætninger på fire-fem ord, og det har et aktivt ordforråd
på 800-1000 ord. Derudover har barnet et stort passivt ordforråd, altså ord som det kender
og forstår, men ikke benytter.

Efterhånden kan dit barn give udtryk for, om noget gør ondt, om der er for koldt eller for
varmt m.v. Du behøver ikke så meget som tidligere at gætte på, hvad barnet mon har brug
for og mener.

Barnet kan fortælle, hvordan det vil reagere i bestemte situationer, hvad det har oplevet
eller ønsker at gøre, og barnet kan beskrive billeder. Barnet bøjer ofte udsagnsordene
forkert, som f.eks. “Jeg gåede” i stedet for “Jeg gik”. Det viser, at barnet er ved at
fornemme sprogets grammatik og muligheden for at udtrykke, om noget er sket eller sker
lige nu.
Denne bevidste anvendelse af datid, nutid og fremtid betyder dog ikke, at dit barn ved,
hvad tid er. Barnet har hverken en fornemmelse af, hvor lang tid en time varer, eller hvor
meget en uge er længere end tre dage. På samme måde kan barnet tælle uden at forstå
begrebet antal!

Rim og remser med og uden mening
Barnet holder meget af rim og remser, der er med til at udvikle barnets leg med sproget.
Det er sjovt selv at finde ord, der rimer, så måske går dit barn af og til og siger uforståelige
ord, der rimer, bare for at afprøve dem – som f.eks. “giksen-gaksen-guksen, miksenmaksen-
muksen.” Efterhånden gør barnet det samme med “rigtige” ord som “mand-vandland-
tand” osv.
Vrøvleord og vrøvlerim er også en god måde at lege med sproget på.

Skrift og logoer
Lige fra dit barn er helt lille, er det omgivet af skriftsprog. Det være sig familiens navn på
døren, barnets eget navn i garderoben i vuggestuen eller børnehaven, forretningsnavne,
skilte og meget, meget mere.
Sandsynligvis vil dit barn studere billeder og bogstaver på mælkekartonen,
havregrynspakken og hvad der ellers står fremme i jeres hjem. Brug dit barns interesse til
at snakke om bogstaverne, deres forskellige former og tilknyttede lyde.

Læs og tal sammen
Det treårige barn kan som regel godt lide at lytte til historier. Det er dejligt at sidde i sofaen
med dig og en god bog og læse. Eller I opfinder historier sammen. Måske vil historierne
minde barnet om noget, det har oplevet, og sætte en samtale om denne oplevelse i gang.

Barnet synger historier
I treårsalderen husker dit barn en række sange, rim og remser. Barnet synger gerne og
ofte, ugenert og frit og i forskellige tonelejer. I sine lange sange fortæller barnet historier
for sig selv og andre. Glæd dig over dit barns syngende fortællinger, der udtrykker
drømme og fantasi.

At være sammen, 3 år

Nu begynder alting igen at føles sjovere og lettere – både for dit barn og for dig!
Trodsalderen er ved at gå over. Når dit barn begynder i børnehaven, får det mere
interesse for andre, nye mennesker. Du må regne med at få stillet en masse spørgsmål,
for dit barn undrer sig over mange ting og har brug for en præcis forklaring – her og nu!
Som modvægt til glæden ved nye mennesker og oplevelser har dit barn også brug for i ny
og næ at kunne trække sig tilbage og lege lidt for sig selv i fred og ro. Det føler sig tryg ved
rutiner – f.eks. hver dag at få et æble, når det kommer hjem om eftermiddagen, eller at I
læser den samme historie eller ser den samme film igen og igen.
På mange områder føler dit barn sig nu stort og selvstændigt. Det kan og vil mange ting
selv. F.eks. er det meget optaget af at lære at bruge potten eller toilettet. Men skulle der
komme en lillebror eller lillesøster, kan du risikere, at det treårige barn igen vil bruge ble
for at sikre sin position som den lille, der skal forkæles og beskyttes.

Andre børn
Når dit barn er sammen med andre børn, får det en opfattelse af, hvad fællesskab er.
Barnets nye selvstændighed og samværet med andre børn spiller en stor rolle for den
treårige – både bevidst og ubevidst. Du vil kunne se udviklingen i dit barns tegninger, der
indeholder langt flere detaljer end tidligere, og når dit barn fortæller om dagens oplevelser
og personer, der ikke er til stede.

Jeg tager mig af mor, far, lillesøster og bamsen.
For det treårige barn er det særlig vigtigt, at man tager sig af hinanden i familien. Barnet
viser omsorg for både familiens kæledyr (hund, kat, hamster, osv.), plysdyrene og
dukkerne. Alle børn har et eller flere sovedyr, der bliver kælet for og puttet ligesom barnet.

Kriser, 3 år

Der kan opstå en hel række kriser i éns liv, når man er tre år gammel. Der kan også opstå
en hel række kriser i éns liv, når man har et treårigt barn…
Indtil nu er barnet blevet accepteret for, hvem det er, og hvordan det udvikler sig. Men nu
bliver der sat grænser og formuleret krav. Det kan give konfrontationer og opgør på
barnets vej mod selvstændighed.
Der er ikke andet for, end at du tager den ballade, der måtte komme. Dit barn har brug for,
at I sammen finder ud af hinandens grænser. Du er den, der har den største viden og
erfaring, du har ansvaret og du bestemmer i sidste ende. Men undervejs må barnet også
have lov til at føle, at I er fælles om barnets udviklingsforløb. I må forhandle og indgå
kompromiser.
Når I har overstået vanskelighederne, vil I bagefter føle, at I er kommet hinanden endnu
nærmere.

Leg, 3 år

Indtil nu har barnet leget alene eller ved siden af andre børn. Nu ændrer barnet sin leg til
at blive social.

• Eneleg og parallelleg bliver til gruppeleg og sociale lege med andre børn.
• Legen opstår og slutter impulsivt.
• Barnet er opmærksomt overfor alt nyt.
• Sanglege er populære.
• Barnet cykler, klatrer, løber og danser.
• Barnet lytter aktivt til historier.
• Legen foregår ustruktureret.
• De hjemlige gøremål er bare leg.

Barnet “prøver på” – for det er stadig svært – at dele med andre. Men det kommer!

Leg er historiefortælling
Enhver leg har en kerne, som er selve drivkraften for legens udvikling – fra legens
begyndelse til dens afslutning. Der findes mange forskellige typer for leg:

Aggressionsleg: Det legende barn viser gennem fysiske og psykiske udtryk i legen
ubehag, vrede og modvilje.
Den dramatiske leg:
Barnet dramatiserer virkelige situationer og hændelser og skaber en
historie.
Fantasileg: Barnet fortæller episoder og handlinger fra en drøm, fra noget som det
forestiller sig og som barnet ønsker at ændre. Barnet udtrykker og tolker handlinger på nye
måder.
Funktionsleg: Det legende barn får en følelsesmæssig oplevelse gennem enkelte,
gentagne kropsbevægelser.
Konversationsleg og fortælling: Det legende barn lytter aktivt til og taler med et andet
barn eller med en voksen.
Konstruktionsleg: Det legende barn skaber og bygger en model ved hjælp af materialer
af forskellig slags, f.eks. træklodser, ler, pap, papir, værdiløst materiale.
Regelleg: Det legende barn deltager aktivt og engageret i en aktivitet, som er afgrænset
af regler og bestemmelser – oftest fastsat på forhånd.
Sanseleg: Det legende barn opsøger sanseoplevelser og følelsesmæssige oplevelser,
som i mange tilfælde kan nydes.
Iagttagelsesleg: Det legende barn betragter intensivt billeder, situationer, episoder, dyr og
andre menneskers opførsel og aktiviteter.
Tumleleg: Barnet deltager aktivt i lege, hvor tumult og kaos er en vigtig del.
Rolleleg: Det legende barn påtager sig at spille en eller flere roller – nogle gange alene –
andre gange sammen med andre.
Repetitionsleg: Det legende barn gentager tidligere lege, aktiviteter, udtryk og
handlemønstre.
Tilnærmelsesleg: Det legende barn prøver på gennem sin egen leg at blive en del af
andres leg.
Overgangsleg: Det legende barn benytter en leg som overgang til at kunne fortsætte i en
anden leg.
Ukoncentreret leg: Barnet udviser i selve legen en opførsel, som ikke er leg eller skal
forestille at være det.
Det kan diskuteres, om tilnærmelsesleg, overgangsleg og ukoncentreret leg i det hele
taget er særskilte og markante typer. De kan beskrives som en form for lege “mellem to
lege” eller “pauselege”.

Spændende at lege med, når man er tre år:
Byggeklodser, tog og togbane, biler og garage, plastiksøm og hulbræt, dyrefigur, dukker,
dukkehus, dukkestel og -inventar, -seng, -vogn, farver, papir og malebøger, fingermaling
og ler, tavle og kridt, perler, en lille privat billedbogssamling, båndoptager og bånd,
tromme, fløjte og xylofon, billedlotteri og simple puslespil, gynge og svingtov, sandkasse,
skovle, spande og forme, bolde og kugler, trehjulet cykel – med anhænger.

Form og farve, 3 år

Nu begynder barnet at tegne og male billeder med motiver, betydning og hensigt. Det er i
de nære omgivelser barnet finder sine motiver og figurer. Mor, far, hund og kat bliver
tegnet og får størrelse efter hvor betydningefulde de er. Personer som barnet ikke kender
så godt, bliver altid tegnet mindre end de personer som barnet færdes med i hverdagen.
Et treårigt barn benytter gerne en lineal og kopierer med stor glæde former og figurer, der
bliver klippet ud og farvelagt.
Barnet kender navnene på alle basisfarver og kan sortere genstande efter farve.
Barnet elsker at lege med farve- og vendespil – memoryspil – sammen med andre børn og
voksne.

Ernæring, 3 år

De fleste børn kan lide chokolade, lakrids, kager, kiks og så videre. Og de fleste børn
spiser alt for meget sukker i løbet af en dag. Ingen, hverken børn eller voksne, har behov
for sukker eller andre sødestoffer.
Dit barn er fra starten udstyret med smagsløg for de fire smagsretninger sødt, surt, salt og
bittert. Barnet har flest smagsløg for det søde, og derfor er smagen for det søde
dominerende. Antallet af smagsløg for det søde aftager langsomt til såkaldt normal
mængde i to-treårsalderen.

Hvor sødt behøver det at være?
Alle børn vil generelt kunne lide søde sager i større eller mindre mængder. Hvor meget
smag dit barn får for det søde, afhænger i høj grad af dig, især når du giver dit barn noget
at spise, som det ikke har smagt før.

F.eks. kan det være en god idé at begynde med et neutralt syrnet mælkeprodukt som
tykmælk, A-38 eller yoghurt naturel uden at komme sukker på. Alt for mange voksne er
overbevist om, at deres barn ikke vil kunne lide maden, hvis den ikke er sød. Det fortæller
faktisk mere om de voksne end om børnene!
Giv dit barn mulighed for selv at afgøre, om maden er for sur og trænger til lidt sødt. Vær
bevidst omkring barnets kropssprog. Hvis vi voksne vil undgå, at vores børn får alt for
“sukkersøde” vaner, må vi gøre op med, hvor sødt vi selv plejer at spise.

Så længe du kun har ét barn, behøver det ikke at lære så meget om slik i det første og
måske endda andet leveår. Men det kan blive hårdt for forældrene og måske især for
bedsteforældrene.

Det er vanskeligere at holde et lille barn fra søde sager, hvis der er en storesøster eller -
bror, der allerede har gjort sine første erfaringer med slik og til tider vifter en lakridsstang
eller et stykke chokolade foran den yngstes næse.

Ødelagte tænder
- underernæret eller overvægtig

For meget slik kan skade dit barn på to måder. For det første kan sukker give caries og
ødelægge tandemaljen. For det andet optager dit barn for megen energi (kilojoule) uden
værdifulde næringsstoffer med det resultat, at barnets vækst og udvikling hæmmes, eller
det bliver overvægtigt.

Op til treårsalderen bør dit barn ikke indtage mere end 30 gram sukker om dagen. Så
meget sukker er der i et par tilfældigt udvalgte produkter:

Portionspakke poppede ris (chokoladesmag) 12 g
Bolsjer (3 stk., almindelig størrelse) ca. 10 g
Kakaomælk (2 dl) ca. 10 g
Sød saft, fortyndet (2 dl) 20-25 g
Sodavand (2,5 dl) 25 g

Det kan sagtens være sundt og smage godt på samme tid!
Når dit barn er tre år, vejer det sandsynligvis omkring 13-14 kilo og kan spise en
dagsmenu i stil med nedenstående. Mængderne afhænger af barnets højde, drøjde og
aktivitet:
Morgen: 1 dl havregryn og 1 dl cornflakes med letmælk og evt. en teskefuld sukker. En
halv skive franskbrød med lidt ost.
Formiddag: En halv skive rugbrød, gerne fuldkorn, med lidt smøreost eller en skive mild
ost. Dertil et lille stykke agurk, gulerod eller anden grøntsag samt lidt juice eller koldt
postevand.
Frokost: Halvanden skive rugbrød, skåret i halve.
Pålæg: to skiver æg, lidt makrel i tomat, postej, pølse.
En halv skive franskbrød, gerne grovbrød, med banan. Et lille æble. 1 1/2 dl sødmælk.
Du kan smøre lidt smør eller blandingsprodukt på brødet, hvis du anvender skiveskåret
pålæg. Bruger du smørepålæg, behøver du ikke at anvende smør.
Eftermiddag: 1 1/2 dl frugtyoghurt. En skive knækbrød med lidt smøreost.
Aften: Hjemmelavet pizza. Dit barn vil sikkert gerne være med til at rulle dejen ud og
fordele tomatpasta, grøntsager, kød og ost på den.

Hvis dit barn ikke vil spise…
Der kan være mange årsager til, at et barn ikke kan eller vil spise. Bare fordi dit barn ikke
har lyst til mad en enkelt dag, behøver det ikke at fejle noget. Måske har barnet det for
varmt og vil hellere bare drikke et glas vand. Eller barnet er frustreret, fordi det ikke har
fået det, som det ønskede.
Måske har du spurgt dit barn, hvad det gerne vil have, og det har svaret “saftevand og
chokoladekiks”. Men du ved, at barnet allerede har fået dagens ration af søde sager, og
serverer et glas mælk og et stykke knækbrød.
Det kan være godt i stedet at tilbyde barnet fastlagte valgmuligheder fra starten: “Kunne
du tænke dig knækbrød eller rugbrød? Og vil du drikke mælk eller vand?” På den måde er
barnet allerede klar over, at det skal vælge mad inden for det sunde område. Og det føler
alligevel, at det til en vis grad bestemmer selv.

Hvis forældrene bestemmer for meget over deres børn, kan børnene godt som en slags
protest finde på at lade være med at spise. På samme måde kan overdreven omsorg
forhindre barnet i at udfolde sin selvstændighed.
Du kan også overveje, om dit barn får for mange mellemmåltider, der allerede tager
appetitten, inden familien går til bords. Undgå at lade dit barn se tv, mens det spiser, og
undgå at diskutere for intenst ved bordet – følsomme børn kan miste appetitten, hvis der
hersker en anspændt stemning under måltidet.

Dette bør et treårigt barn kunne...

Tjek, 3 år

Ethvert barn udvikler sig i sit eget tempo. Fremskridt på ét område kan betyde stilstand på
et andet. Alligevel er der nogle pejlemærker, som det kan være nyttigt at holde øje med for
at se, hvordan dit barns udvikling skrider fremad.

Når dit barn er tre år,
vil det sandsynligvis:

• være glad for at høre historier
• forstå kortere instruktioner som f.eks. “Åbn tasken, tag bogen og giv mig den”
• snakke i lange monologer
• deltage i samtalen om noget, det har oplevet

Du bør overveje at søge professionel rådgivning, hvis:

• det virker, som om dit barn ikke forstår, hvad du siger
• dit barn stadig kun taler i sætninger på to-tre ord
• dit barn ikke bruger navneord i flertal
• barnet aldrig stiller spørgsmål
• dit barn ikke er interesseret i historier
• barnet ikke er interesseret i at lege med andre børn
• fremmede har svært ved at forstå, hvad barnet siger
• barnets opmærksomhed er meget kortvarig



©2006 Steenhold & Co. Kreative Netværk