10. Den menneskelige videns muligheder

De tre former for viden, som afstedkommer opdelingen af denne artikelrække, eksistere således på deres egen vilkår, men indgår også i både frugtbare og konfliktfyldte relationer med hinanden.
Forsøgene på at gøre menneskets etiske og politiske handlen til strikt videnskab findes der tilstrækkelige grunde til at forholde sig kritiske til.
Hvis man betragter det i et historisk perspektiv, har det taget ret lang tid for den produktive viden, techne, at opnå anerkendelse og udvikles som viden.
Den videnskabelige viden, episteme, har inden for den vesterlandske kultur, og specielt i den moderne epoke, haft en stærk position.

Videnskabens dominans.

Videnskabens dominans har i lang tid været et tema.
Men drejer vi på perspektivet, er det ikke svært at se, hvordan også videnskabens særart truer med at gå tabt.
Den trues fra én side af den lemfældige anvendelse af ”social konstruktivisme” og ”destruktioner”, som har afstedkommet den store ”videnskabeligskrig” i USA. Den trues af antiintellektuelle strømninger i form af fundamentalismen og troen på det esoteriske og irrationelle.

Den trues også fra endnu en side af den ”teknificering” og kravet om umiddelbar økonomisk nytte og anvendelighed, som gør frie forskningsprocesser umulige. Forskning og videnskab er aktiviteter, hvis resultater ikke kan udlæses fra starten. Ellers ville undersøgelsen eller udredningen have været overflødig.
Men den magt, der ligger i de økonomiske krav, synes i en overskuelig tid at være alt for stærk til at kunne begrænses, hvad enten man bruger humanistiske eller demokratiske argumenter.
Magten over tolkningen - eller ”diskursen” - ligger ikke i den slags hænder.

Manglende sociale opfindelser.

De ”sociale opfindelser”, som man kunne have brug for i relation til den tredje verdens fattigdom, står sig skidt sammenlignet med handelen med krigsfly. Men tit forholder det sig sådan, at det for øjeblikket tilsyneladende succesfulde slås tilbage for fuld kraft.
Den sociale og økonomiske udvikling i et land som f.eks. Sydafrika, er en forudsætning for udviklingen på hele kontinentet. Den globalisering, som nu foregår økonomisk og teknisk, udgøres af tre økonomiske centre i verden, som udelukker Afrika.

De moderne netværk og viden.

Det ”netværkssamfund” og den verden uden grænser, som samfundsanalytikeren Manuel Castells og fremtidsforskeren Rolf Jensen giver en vision af i deres værker om informationssamfundet, har teknisk og økonomisk store udsigter til af blive realiseret.
Der findes ifølge Castells analyser én hindring, og det er menneskets fordomsfuldhed og manglende evne til at møde ”den anden”. Der behøves dermed ikke blot ”sociale opfindelser”. Vi behøver, også ud fra det økonomiske og tekniske perspektiv, viden om det for alle mennesker mest centrale problem.
Analyser og mulige løsninger på disse almenmenneskelige træk forudsætter også adgang til perspektivrigdom og diverse former for kreativ og fantasifuld viden.

Demokratiet og viden.

Vi har set, at dette problem er formål for flere forskellige og indbyrdes konkurrerende analyser. Selve problemet er evigt menneskeligt, men accentueres på en særlig måde efter "det demokratiske øjeblik" 1986.
Den demokratiseringsbølge, som dengang bredte sig over hele verden, indgav mange troen på, at den vesterlandske form for liberalt demokrati skulle udgøre ”slutningen på historien”.
Det var den ”evige gentagelse”, der ligger i, at når nogen har proklameret slutningen på menneskelig udvikling, så indtræffer der straks nye uforudsete fænomener.

Identitet og viden.

Det "identitetsproblem", som i 1990’erne stadig mere kom til at stå i fokus for den intellektuelle debat, fik en ny aktualitet. Mennesker krævede rundt om i verden en anerkendelse af deres kollektive identitet – i etnisk, national, sproglig, religiøs og kulturel henseende.
Selvidentificeringen kom til at præges af en negativ definition i forhold til ”den anden”: Jeg er ikke kroat, muslim, tutsi, vesterlandsk. Men markeringer af forskelle og kollektive identiteter møder samtidig det faktum, at menneskeheden er én og udelelig, henvist til at leve sammen på én og samme klode.

Multietnicitet og viden.

Også den kulturelle mangfoldighed, de multietniske samfund, som nu præger de fleste lande, er en del af den globaliseringsproces, der finder sted. Denne udvikling stiller også på en ny måde spørgsmålet om, hvad viden er. De udviklingslinjer, vi har set angående den videnskabelige viden, dens relativisering og humanisering, taler for at finde nye måder at forholde sig til mangfoldigheden på.
På samme måde åbner den for udvikling, som kendetegner den aristoteliske tradition, og for nye muligheder i retning af dialog og evne til at møde nye tolkningshorisonter.

Det væsentlige kendetegn på det sandt søgende menneske og på et godt fællesskab er, at man åbner sig over for nye tolkningsmuligheder. Men dette foregår dog altid inden for en nedarvet betydningssammenhæng: ”Jeg tolker verden ud fra min synsvinkel, de traditioner, jeg er vokset op inden for og indskolet i – og du gør det indenfor din”!
At lære sig selv at kende indebærer så at se sig selv i andre - at genkende det egne i det fremmede - at ”gøre sig hjemmevante i det fremmede” og med dette siden hen vende tilbage til sig selv.

Selverkendelse og viden.

Således anskuet er selverkendelsen hovedsageligt ikke et spørgsmål om en indadvendt selvbeskuen i det private.
Forudsætningen for at kende sig selv ud fra et sådant perspektiv er at lære verden at kende uden at kende sig selv, eller omvendt, det lader sig ikke gøre at lære verden at kende uden at kende sig selv.
Tolkningen af verden og tolkningen af én selv hænger sammen. Derfor er selverkendelse en central og integreret del af ambitionen om at udvide sine horisonter og åbne for nye betydningssammenhænge.
Med et sådant ræsonnement befinder vi os langt fra, hvordan der tales om viden i vores tids mediemæssige og politiske verden. ”Videnskapital” og ”viden som pakker” og den dominans, som en sådan alt for begrænset måde at anskue viden på står for, kan synliggøres ved en sammenligning med, hvad alternativerne udgør.
Viden er noget yderst komplekst og noget, som forekommer i mange forskellige former.

Det gennemgående træk trods alle forskellene er, at viden er noget, som bæres af mennesker. Det er mennesker, der bærer den, tolker den, forstår den og som også formår at tillempe den. Viden forekommer altid i specifikt menneskelige sammenhænge og tolkes og forstås i forhold til disse sammenhænge.
Men viden er ikke udelukkende ”situeret” eller helt bundet til sin sammenhæng. Uanset hvordan viden end er bundet til situationer, praksisser eller sammenhænge, er der altid den mulighed at distancere sig og rette et kritisk blik mod den. Viden er ud fra dette perspektiv både subjektiv og objektiv, den indbefatter os selv, men formår også at få os til at strække os ud over vores egne grænser mod det universelle.

Kundskabets træ står stille – videnshjulet bevæger sig.

Mennesket plukker af kundskabens frugt og bruger den på godt og ondt.
Kundskabens træ er blevet stadig mere rigt forgrenet. Viden i vores tid præges af mangfoldighed. Den forekommer i en mængde forskellige former, som er knyttet til forskellige aktiviteter.
De tre former for viden, som bogen om børn og klogheder bygget på, har gamle men fortsat relevante aner inden for den vesterlandske kultur. Den form, som har udgjort træets stamme gennem historien, har været den teoretisk-videnskabelige viden. Den grundlægges af Platon og omskabes ved begyndelsen af den moderne epoke til ”ren videnskab”.
Den har vist sig uhørt succesfuld ved at omskabe verden. Gennem den filosofiske og videnskabelige udvikling er den dog blevet forandret. Der er kommet stadig flere grene til, som har forandret selve træet.
I videnskabens historie kan vi læse, at indholdet af, hvad vi mener med videnskab, forandres. Trods det findes der stadig visse målestokke, som enten kan forsvares eller kritiseres.
Den historie lærer os også, at den videnskabelige viden har stået i et nært forhold til teknik og tekniske tillempninger.
Det mest typiske træk, som vi kan finde i en traditionel opfattelse af videnskab, er opdelingen mellem subjekt og objekt, mennesket og verden.
Et centralt træk i den filosofiske udvikling gennem 1900-tallet har været et opgør med denne opdeling og en søgen efter alternativer til den.
Fra og med fænomenologiens, pragmatismens og hermeneutikkens fremkomst udvikles der alternativer. Flere og flere tankeretninger når derefter frem til at betragte viden som menneskelig i den forstand, at den er nært forbundet med, hvad vi er, vores identitet, og hvad vi gør, praksissen.
Dermed bliver viden anskuet som knyttet til menneskelige sammenhænge og aktiviteter. De, der går længst, betragter al viden som bundet til praksisser, kontekster eller kulturer.

Det har vi set eksempler på i de tre former for viden. I kontrast hertil står forskellige former for krav om objektivitet, kritisk distance og almengyldighed – og i det perspektiv står bogen om Børn og klogskab.
Angående både vidensspørgsmål og etiske spørgsmål vedrører det rationalismens grundvolde, troen på rationalitet og fremadrettethed.

Livsform, kultur og viden.

Hvis vi udelukkende betragter viden som bundet til livsformer, kulturer eller praksisser, gør dette det vanskeligt for os at anskue vores forhold også til helheden og at indtage den kritiske distance til det egne, som er en nødvendig forudsætning for at kunne møde og håndtere det, som er fremmed for os.
Men hvis vi på den anden side betragter vores viden som helt ubundet i forhold til det, vi gør, og det, vi er, bliver vores indsigt om, at viden også er personlig, mangelfuld. Det er mennesker, der bærer viden, og mennesker har altid en på forhånd given opfattelse af sig selv og deres omverden.
Dette er forudsætningen for, på hvilke måder vi tager ny viden til os, hvordan vi tolker og forstår det nye, vi møder.

Globaliseringen og viden.

I en verden, som i stadig højere grad bliver præget af viden og globalisering, er det på høje tid for alvor og i brede kredse at begynde at diskutere, hvad denne udvikling egentlig indebærer for mennesker.
Hvordan forandre det vores måde at opfatte os selv og tilværelsen som helhed på?
Til udvidelse af perspektivet har vi et stort forråd i de videnstraditioner, vi har med os fra fortiden.
Det betyder, at vi først bagudskuende rigtig kan forstå, hvad det er, vi er involveret i. Men mange vil lægge beslag på fremtiden. Den okkuperes af profeterne og fremtidseksperterne, dem, som mener at vide og have magt over, hvordan fremtiden vil arte sig.

Mod de selvudnævnte eliter, som gør krav på at sidde inde med denne viden, kunne man tænke sig en bred, demokratisk præget samtale om, hvordan mennesker vil leve, finde frem til et velbefindende og leve et godt liv. Til dette endemål kræves også viden, en viden, som er knyttet til en god dømmekraft og den klogskab, som de fleste mennesker har mulighed for at udvikle. Det forudsætter en rig flora af erfaringer og forankring inden for flere vidensområder og traditioner.
Det er nødvendigt, at den slags viden udvikles, så man kan møde de spørgsmål, der opstår i denne periode, som er præget af globalisering, informationsteknik og bioteknik.

Viden på godt og på ondt.

På godt og ondt er vi henvist til viden, for vi lever ikke i paradis.
Nu er mennesket kommet til det punkt i udviklingen, hvor det kan stille Bibelens spørgsmål på ny:

Skal mennesket plukke af den mest forbudne frugt, den, der vedrører vores genetiske sammensætning og vores egen natur?

Spørgsmålet om viden på godt og ondt sættes på spidsen ved, at Gud ikke længere er den eneste skaber af liv.
Skal og vil vi vide alt, som kan vides – skal og vil vi gøre alt, hvad der lader sig gøre?
Vi kan sige, at det ligger i menneskets natur, i vores gener, at vi vil vide og nødvendigvis må vide.
Det, vi ved, fører også til, at vi gør, vi tillemper den viden, der også kræver viden om godt og ondt.
Den mest forbudne frugt, ”kundskab om godt og ondt”, er det dermed nødvendigt at plukke.
At skaffe os etisk viden og indsigt i, hvilke mål mennesket egentlig forfølger, er blevet en menneskelig nødvendighed.

Kilder:

S. Benhabi (red.), Democracy and difference: Contesting the Boundaries of the Political(1996), Specielt Benhabibs Introduktion ‘The Democractic moment and the problem of difference’.
K. Jonsson, ‘Det nya vetenskapskriget’, i Framtider 1/97.
M. Castells, Nätverkssamhällets framväxt(1999), s. 143 ff.


© ® 2007 Vidensbutikken – Jørn Martin Steenhold