4 modeller for indvandrerundervisning

Michael Søgaard Larsen har i sin licentiatafhandling "To studier om unge indvandrere" gjort rede for 4 modeller for indvandrerundervisning, som historisk er udviklet af hinanden.
Modellerne vil her blive nævnt som 1. assimilationsmodellen, 2. integrationsmodellen, 3. den multikulturelle model og 4. den antiracistiske model.

1. Assimilationsmodellen

Modellen indeholder 4 udviklingstrin, der kort kan karakteriseres således:

  • assimilationen opnås ved love og forordninger, og ved kontrol og magt
  • assimilation og social stabilitet sikres i og med neutralisering af anderledeshed
  • assimilation er troen på, at der forefindes definerbare fælles værdisystemer og handlingskoder
  • assimilation er troen på nationen som et politisk og udelelig hele

Nationen eller landet, hvori assimilationen skal foregå, betragtes således i denne model som en politisk og kulturel, homogen gruppe. Det findes et sæt værdier og en fælles handlingskode.
Modellen er baseret på overbevisningen om modtagerlandets kulturelle overlegenhed og minoriteternes kulturelle underlegenhed.
Hermed argumenterer modellen således for en ensidig tilpasning, hvor modtagerlandets befolkning ikke behøver at forandre sig.
Assimilationsmodellens grundlag og pædagogiske praksis er racisme.

2. Integrationsmodellen


Modellens hensigt er at skabe lige muligheder for alle i gensidig tolerance, trods kulturelle forskellighed!
Modellen bygger op et tilsyneladende humanistisk grundlag. Målet er at skabe lige muligheder for alle borgere gennem gensidig tolerance og accept af kulturelle forskelligheder.
Det langsigtede mål er imidlertid det samme som i assimilationsmodellen - at skabe fælles værdier - blot erstattes tvang med "gensidig respekt".
Udfoldelsen af kulturel forskellighed accepteres kun inden for rammerne af modtagerlandets livsformer.

Den del af indvandrernes kultur som inddrages i skolens undervisning, begrænses til at være "ikke stærkt afvigende eller ikke-skræmmende elementer", som så gøres til genstand for en symbolsk overflade-interesse. (I engelsk terminologi: tokenism!)
Men modellen er udtryk for racisme. Hvor tolerance er det kortsigtede middel til at opnå en langsigtet tilpasning. Dansk integrationspolitik ligger tæt på denne model, hvor formålet er at indvandrerne sikres lige muligheder (!) ved at erstatte deres egen kultur og sprog med dansk.

3. Den multikulturelle model

De multikulturelle forskelligheder er her en værdi i sig selv i samfundet og ikke blot noget, som har værdi som et overgangsfænomen.
Modellen er en videreudvikling af integrationsmodellen. Udgangspunktet i denne model er, at kulturel forskellighed i sig selv er en værdi. Derfor opprioriteres opretholdelse og udviklingen af kulturelle forskelligheder.

Modellen ignorerer imidlertid de magtforskelle, der er mellem forskellige grupper i samfundet. Den er grundlæggende konfliktsky, idet alle grupper per definition anses for at have lige meget magt, og derfor kan påvirke samfundslivet og staten stort set lige meget.
Ændringer i pædagogisk praksis søges løst gennem kompromisser og reformer. I praksis bliver denne model også til "tokenism" og får et skær af racisme over sig, selv om dens intention er en reaktion på racisme.

4. Den antiracistiske model

Denne model er den mest vidtgående i behandlingen af relationerne kulturelle grupper imellem.
Den sætter især spørgsmål ved hele samfundets racistiske funktionssystemer, hvori indgår problemfelter omhandlende race og køn, magten og afmagten, synlig- og usynliggørelse af både grupper og enkeltindivider.

Men den prøver også på at anskueliggøre praksisformer i både politisk og pædagogisk sammenhæng, som kan påvise diskriminering og undertrykkelse på linie med den køns-, race- og klassebestemte undertrykkelse, man i samfundet bevidst lukker øjnene for eller blot vælger at overse, henlægge som et uløseligt problem eller lignende.

Multietnisk pædagogik og interkulturel undervisning som gennemgående behandles i disse tekster, har sine rødder i den multikulturelle og den antiracistiske model.


® © 2007 – Jørn Martin Steenhold
Tekst fra bogen: Børn og klogheder – klog på 100 måder.