Skolen, daginstitutionen og lokalsamfundet

Børn lærer og forstår bedst når der er sammenhæng mellem deres læring, forældre, familie og lokalsamfundet.
Skolen og daginstitutionen må derfor ikke være isolerede øer der eksisterer uafhængigt af det omliggende samfund. De lokale etniske minoriteter er en vigtig ressource i en skoles undervisningsprogram og målsætning, ligesom en skole for et lokalsamfund kan være et sted, som anvendes til meget mere end blot undervisning.

Lokalsamfundet er en ressource for skoler og institutioner

Parker og anlæg, skoler, åer, bygninger, butikker, biblioteker, kirker, osv. er steder som mange børn allerede er bekendt med i lokalsamfundet.

En undervisning og pædagogik, der bruger de lokale omgivelser i undervisningen, vil kunne relatere direkte til børnenes verden og daglige erfaringer fra leg og arbejde i hverdagen.
Ligeledes er de forskellige mennesker i en kommune – deres særlige erfaringer og viden - en uundværlig støtte i børns indlæring og forståelse for samfundet.

Gennem kontakt med de forskellige grupper i lokalsamfundet udvides børns kulturelle perspektiver. De lærer gennem kunst, musik, historie, teater og fortællinger om forskellige steder i Danmark og i andre lande.
De bliver indviet i menneskers personlige erindringer om steder langt væk fra deres daglige verden, om forskelle kulturer, religioner og sprog.
Modsat lærernes og pædagogernes ofte ensidige kulturelle erfaringer, vil børnene gennem kontakt med mennesker der har personlige oplevelser med disse situationer, udvide deres indsigt i forskellige kulturer.

Samtidig er denne åbne undervisningsform medvirkende til, at børnene præsenteres for minoritetsgruppers synspunkter på det samfund, de lever i.
Samarbejde med undervisere og pædagoger som er involveret i modersmålsundervisning, Voksenundervisning i dansk, eller sagsbehandlere og socialrådgivere, er en uvurderlig hjælp for læreren og pædagogen med hensyn til oplysninger om familiens interesser, ønsker, problemer og særlige behov.

Ligeledes har disse personer ofte et indgående kendskab til kulturelle og religiøse regler, som en skole på grund af uvidenhed kan have svært ved at administrere.
I det samarbejde som her beskrevet, er det ikke tilstrækkeligt at en skole eller daginstitution positivt lytter til disse menneskers erfaringer – den må gennem ændring og forbedringer i sin pædagogik og undervisning vise, at den er villig til at lade sig påvirke!

Skolen og daginstitutioner er ressourcer for lokalsamfundet!

Stilles der lokaler og faciliteter til rådighed for forskellige grupper i lokalsamfundet, skaber det også mulighed for nytænkning indenfor undervisning og pædagogik.
Kunne medlemmer af etniske minoritetsgrupper fx undervise forældre og børn i samme klasse, eller måske fortælle danske forældre om deres kultur, religion og sprog.


© 2006 Jørn Martin Steenhold – Steenhold & Co. Kreative Netværk