December INFO 2009

Borneliv-pro.dk meddeler: 

INDBYDELSE TIL SAMARBEJDE   

Flere børnehaver forskellige steder i landet arbejder pt. med www.borneliv-pro.dk.
Vi indbyder hermed flere børnehaver til at være med i dette udviklingsarbejde:

Sagen er, at vi har opfundet et let anvendeligt IT program, indsat på web, og som indeholder flere
forskellige meget omfattende databaser og IT baserede arbejdsredskaber til brug i
daginstitutioner / dagtilbud / dagpleje.
Altså - ikke en slags intra-net.

Det kan bruges - i praksis - på en nem måde - til afbureaukratisering og til faglig innovation og
videndeling. Programmet kan både supplere, forny og opdatere en hvilket som helst i forvejen
eksisterende arbejdsmetode for læreplaner og børnemiljøvurderinger m.m.
Den trækkes derfor ikke ned over hovedet på de planer, pædagogerne i forvejen har.

Alle, der er brugere og beskæftiget i og med dagtilbud, kan bruge det.

Databasernes indhold er fagligt meget omfattende, og kategoriseret efter:

  • hvilke intelligenser de pågældende aktiviteter udvikler
  • og databasernes indhold er opdelt efter de 6 læreplanstemaer

Yderligere indeholder programmet års kalendere, som kan gemmes.
Heri kan brugeren:

  • gemme egne planer
  • overføre i forvejen færdigt tilrettelagte læreplaner fra IT programmet
  • direkte tilrettelægge og indskrive nye planer
  • overføre mængder af viden og facts fra de meget omfattende databaser
  • anvende og indskrive viden og programmer fra "redskaberne"
  • og desuden overføre og indskrive andre alternative planer og ideer

- til direkte dags-, uge, måneds- og årsplaner.

Databasernes indhold er innovative - formidler viden deling – og er lærende leg for alle brugere.
Dette er altså ikke noget "flop"!

Jeg vil meget gerne demonstrere dette for dig -
- og i øvrigt gerne snakke med dig - og dine evt. interesserede kolleger - om det.
Dette vil tage en lille time – indbefattet snak om mulighederne for brug og videreudvikling i forhold til jeres egne planer.
Håber du er interesseret – og jeg hører meget gerne fra dig med forslag om et tidspunkt.
Referencer har jeg allerede, da det bliver anvendt andre steder i børnehaver og dagpleje med succes.

Kontakt mig venligst på: 24 42 60 36 – eller direkte på: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it

*) Såfremt en større gruppe studerende ønsker denne introduktion,
er henvendelse herom hjertelig velkommen.



Vi ønsker alle vore læsere
Glædelig Jul og Godt Nytår

Kærlig hilsen fra

Medarbejderne i
Vidensbutikken - www.vidensbutikken
Børneliv – www.borneliv.dk

Børneliv-Pro – www.borneliv-pro.dk


MIT JESUSBARN ER EN LILLE PIGE

Og det skete i de dage, da alle folk snakkede om, at der ikke mere blev født så mange
børn.
Selv i TV snakkede man om det.
Nogle kloge mænd og damer i pænt tøj så meget alvorlige ud, når de sagde det.
Politikerne og en af de mænd, som bestemmer, hvad andre folk skal gøre, opfordrede
indtrængende alle danske mænd og kvinder til at få flere børn.
Hvis ikke vi får flere børn, kommer skolerne til at stå tomme.
I børnehaverne vil de flinke pædagoger slet ikke have nogen børn at passe på og lege
med.

Legepladserne vil stå tomme.
De butikker, der sælger barnevogne og babytøj, må lukke.
Alle legetøjsbutikkerne må også lukke, fordi der ikke vil være nogen børn at sælge legetøj
til.
Og det skete i de dage, da blæsten blæste alle bladene af træerne i skoven, og efteråret
kom.
Alle blomsterne visnede nede på engen, og jorden var fugtig og kold.
Store flokke af fugle fløj mod syd til de varme lande.
Vildgæssene sang, mens de fløj af sted i lange rækker over himlen.
Når solen endelig kikkede frem fra skyerne, var det ikke for at varme, men for at gøre det
klart for alle, at efteråret var kommet.
Gule blade faldt ned i bækken og flød med vandet ned til søen, hvor de sammen med
visne vandplanter dækkede søbredden.
Om nætterne regnede det, og vejene blev våde og plørede.
Det skete i de dage, da Morten blev så forfærdeligt forkølet, at han måtte blive i sengen og
ikke kom i skole.

Morten er 9 år, så han lå alene derhjemme, mens hans far og mor var på arbejde.
Han tænkte på det med børnene.
I går havde de talt, hvor mange søskende alle børnene i Mortens klasse havde.
Og man havde regnet ud, at ingen i klassen havde fået en lillesøster eller lillebror i over to
år.
”Der kan I selv se,” havde læreren sagt. ”Hjemme hos jer får man heller ikke flere børn.”
Nogle af børnene tog den beslutning at tale alvorligt med deres far og mor.
Når alt kom til alt, var det jo kun et spørgsmål om at vise initiativ, at gøre noget.
Da Morten havde puttet sig i sengen i to dage, var han klar til at komme i skole igen.
I klassen snakkede man stadig om, at der ikke blev født børn.

Da Morten kom hjem fra skole, var han ikke alene, som han plejede.
Hans far og mor var allerede hjemme.
De sad ind i stuen og snakkede med en fremmed dame.
Morten kendte ikke damen.
Han kunne høre, at de snakkede alvorligt.
Det var da mærkeligt, syntes Morten.
”Og her har vi så Morten,” sagde far, da Morten kom ind i stuen.
Damen hilste, Morten hilste, far og mor smilede.
”Det er dejligt at hilse på dig,” sagde damen og rejste sig.
”Men nu kan det ellers godt gå hurtigt, så jeg ringer når jeg får de sidste oplysninger.”
Far og mor fulgte damen ud.

Han hørte dem snakke ude i baggangen.
Far og mor kom ind igen. De havde hinanden i hånden og så meget glade ud.
Mors øjne strålede og var lidt våde.
”Der er sket noget vigtigt, som vi skal snakke om alle tre,” sagde far. ”Kom og sæt dig hos
os.”
”Hvad vil hun ringe til os om?” spurgte Morten.
”Hun er socialrådgiver, og grunden til, at hun besøger os, er, at vi skal have en lillesøster,”
sagde mor og smilede.
”Vi vil gerne have et lille barn, men vi kan ikke få ét selv. Vi kan ikke få et lille barn på
samme måde, som da jeg fødte dig, Morten.”

Morten så på sin mor og far.
”En lillesøster,” tænkte han. ”Å, en rigtig lillesøster.”
Han tænkte på alt, hvad han havde hørt i skolen om små børn, om, hvad man havde sagt i
TV om, at der ikke blev født små børn nok.
”Men hvor i alverden skal vi få hende fra?” spurgte han, efter at have kikket på sin mors
mave.
”Det har også været et meget stort problem for både mor og mig,” sagde hans far. ”Faktisk
har vi ventet på en lillesøster i flere år.”

”Jamen så lang tid plejer det da ikke at tage,” sagde Morten.
Han tænkte på Lone og Bente og Poul, da de havde fået små søskende.
Det tog vist kun fra jul til sommerferien.
”Vi skal adoptere et lille barn, en lille pige”, sagde mor. ”Den lille pige kommer til os fra et
fremmed land.”
”Hvorfra?” spurgte Morten.
”Korea”, sagde mor.
”Hvor ligger det land hen?”, spurgte Morten.
”Kom her,” sagde far og gik hen til globussen.
Omhyggeligt viste far Morten, hvor Danmark lå, og hvor Korea lå.
”Hvordan kan hun dog komme til Danmark så langt væk fra?” spurgte Morten.
”Hun kommer med flyvemaskine sammen med en sygeplejerske, som passer hende, indtil
vi har fået hende,” sagde mor.

Morten var stille i lang tid.
Far og mor sagde heller ikke noget.
De smilte bare og så glade ud.
”Hvad med hendes far og mor? Kan de godt undvære hende?” spurgte Morten.
”Hun har slet ingen far og mor, som kan hjælpe hende. Derfor får vi lov til at passe på
hende, ligesom vi passer på dig,” sagde far.
I de næste dage og uger snakkede Morten med alle sine klassekammerater og lærerne i
skolen om sin lillesøster.
”Du skal se, du få nok en lillesøster til jul,” sagde klasselæreren til ham. ”Det bliver måske
en julegave til jer alle tre, ligesom dengang jomfru Maria fik det lille Jesusbarn!”
”Vi ved ikke endnu, hvornår hun kommer til os. Vi ved slet ikke, hvad hun hedder,” sagde
Morten.
Og efteråret kom med lange regnbyger og mørkeaftener.
Blæsten tog i træerne omkring huset, hvor de boede.
En nat blæste det så meget, at flere træer væltede, grene faldt ned på jorden, så det
bragede, de allersidste blade blæste sammen i store dynger.
Den næste morgen var far og Morten ude at rydde op omkring huset.
De sidste ting skulle ordnes inden vinteren.
Og det var den dag socialrådgiveren ringede og sagde, at hun havde fået et billede af den
lille, som skulle bo hos dem.
Far og mor tog op til socialrådgiveren og snakkede med hende.
Da de kom hjem, viste de Morten et billede af en meget lille mørkhåret pige med mørke
øjne.
Morten så længe på billedet. Derefter på far og mor.

”Hvor er hun sød!” sagde han. ”Hvad hedder hun?”
”Hun hedder Mee Ok”, sagde mor glad. ”Men hun skal også have et dansk pigenavn.
Kunne du tænke dig at vi kalde hende Line?”
”Ja, Mee Ok Line, eller Line, eller Mee Ok, eller Line Mee Ok,” sagde Morten og prøvede
sig frem med navnene. ”Men hun er min rigtige, dejlige lillesøster. Hvornår kommer hun?”
”Det er faktisk et problem at vide nøjagtigt,” sagde far, ”men vi regner med, det bliver til jul
eller nytår.”

Den næste aften var det fuldstændig stille vejr.
Blæsten havde lagt sig, og regnen var hørt op.
Oppe over skovens træer lyste stjernerne. Det var koldt.
Morten gik med far over til et af udhusene.
”Tror du, vores Line Mee Ok har en stjerne, ligesom vi andre har?” spurgte Morten, mens
han traskede efter far.
”Alle mennesker har en stjerne på himlen, som lyser for dem,” sagde far.
Morten blev stående uden for udhuset og så op mod himlen.
Hele vejen rundt var der millioner af stjerner, som blinkede ned til ham.
”Hvilken stjerne er Lines?” spurgte han far.
”Å, det er søreme svært at sige,” sagde far. ”Prøv at kikke på stjernerne nogle aftener.
Måske finder du så lige præcis den, som lyser for Line Mee Ok.”
Igen så han op mod stjernehimlen.
”Jeg skal nok finde stjernen,” tænkte han ved sig selv.

Pludselig en morgen kom vinteren og sneen.
Morten, mor og far vågnede og kunne ikke forstå, hvorfor det var så lyst.
Sneen dækkede jorden overalt, vejen, markerne, engen, træer og buske.
Frosten kom sammen med sneen, og søen og bækken frøs til is.
Far og mor begyndte at forberede sig til jul.
De købte ind, ringede og snakkede med morfar og mormor om juleaften, og blev meget
hemmelighedsfulde.
Morten var næste hver aften ude at se på stjernerne.
Han kunne ikke finde den stjerne, som han ledte efter.
Det irriterede ham.
En dag kom han tidligt hjem fra skole.
Far og mor var endnu ikke kommet hjem, da telefonen ringede.

Det var socialrådgiveren.
”Er det noget med vores lillesøster?” spurgte Morten forsigtigt.
”Ja, det kan du tro”, svarede hun. ”Din far og mor skal hente hende på fredag i
København. Hun kommer med fly fra Korea. Men jeg ringer senere i dag til din far og mor.”
Og det skete, at torsdagen kom meget hurtigere end Morten havde regnet med.
Mor og far havde travlt med at gøre alting klar til Line Mee Ok.
Morfar og mormor kom for at være hos ham, mens far og mor tog til København.
Allerede fredag aften ville de være hjemme igen.

Og det blev fredag, eftermiddag og aften, og pludselig var far og mor tilbage.
Mor kom først ind i huset med noget på armen.
Hun så glad og lykkelig ud og smilede til Morten.
Stille satte hun sig på trappen og løftede det hvide tørklæde, som var lagt over den lille
piges hoved, så hun ikke skulle fryse.
Morten lænede dig ind til hende og så en lille bitte næse, to små lukkede øjne og en lille
mund.

Han satte sin mund ned til den lille piges næse og kyssede hende.
Men hun sov så godt og mærkede det slet ikke.
Da Morten kikkede på mor igen, så han, at hun græd og smilede samtidig.
Derefter gik far og mor og Morten op for at skifte ble på den lille pige.
Mens mor vaskede hende, klynkede hun lidt, åbnede øjnene og så på mor og far.
Mor klædte hende i nattøj og lagde hende ind i soveværelset i vuggen, som far kaldte en
krybbe.

Om natten vågnede Morten ved, at den lille pige græd.
Først kunne han ikke forstå, hvad det var for en lyd.
Derfor stod han op. Han så ud ad vinduet op mod stjernerne.
Og dér, lige over den store skovfyr, lyste en stjerne, som han slet ikke havde set før.
Han kikkede længe og blev så glad.

Stille gik han ind til far og mor.
”Jeg har fundet Lines stjerne. Vil du se den?” spurgte han far.
”Det kan du tro,” sagde far og stod op af sengen og gik med Morten inde på hans værelse.
De så ud ad vinduet. Det frøs, og jorden var hvid af sne, men ovenover det store træ
skinnede stjernen, Lines, Mee Oks stjerne ned til dem.
”Hvor er det godt, at jeg fandt den,” sagde Morten.
”Sådan er det med stjerner og mennesker,” sagde far. ”De kommer så pludselig, skinner
så smukt, og en dag er de pludselig væk”.
Morten sukkede og gabte.
”I morgen vil jeg gå ned i skolen og fortælle dem alle sammen, at mit Jesusbarn er en lille
pige, min lillesøster,” sagde han.

Far og Morten gik i seng.
Hvad de drømte om, ved jeg ikke. Men mor sov sammen med den lille pige, som hun
lyttede til mange gange i løbet af natten.
Måske undrer du dig over denne historie, men den er faktisk sand.

© 2006 Jørn Martin Steeenhold
Denne historie blev først gang bragt i bogen: 24 dage til jul. Gyldendal. 1984