Jeg-klog – Det anderledes


På billedet ser kammeraten anderledes ud, end han plejer. Ham har fået en klap for øjet, fordi hans ene øje er blevet opereret.
Han ser altså noget anderledes ud, end han plejer – og det kan være ganske sjovt og morsomt, når man nu kender ham uden klappen for øjet.
Men det er selvfølgelig ikke sjovt, hvis man er anderledes for alvor.


Det anderledes


Det anderledes skiller sig ud fra det almindelige, velkendte og normale.

Det er dog ofte således, at det som er ”anderledes” et bestemt sted, kan være meget almindeligt et andet sted.
Det ”anderledes” kan være så almindeligt et andet stedt, at ingen overhovedet tænker over det.
Derfor er det heller ikke sikkert, at nogle mennesker er så ”anderledes”, som de måske mener, de er.


® © 2007 – Jørn Martin Steenhold
Tekst fra bogen: Børn og klogheder – klog på 100 måder.


Mobbeland

af Lene Rikke Bresson – storyteller & forfatter, Brædstrup
September 2007-09-19 

Det burde være ethvert barns ret at opleve en skolegang uden at blive mobbet.
Det var da også baggrunden for Lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø fra 2001.
Men virkeligheden ligger langt fra de gode intentioner i Danmark, der er langt bagud i nordisk sammenhæng. Mobning er ganske enkelt en uacceptabel forbrydelse, fordi det giver livslange ar på sjælen. Der er intet, der retfærdiggør mobning. Og der findes ingen uskyldige tilskuere! 

Myter om mobning stortrives og er med til at fastholde Danmark som et mobbeland. Her er et uddrag af myterne med mine kommentarer i parentes:
Mobbeofre har en afvigende adfærd og er derfor selv skyld i mobningen (det svarer til at beskylde voldtægtsofre for selv at være ude om det).
Mobning modner børn til livet uden for skolen (så kan arbejdspladserne overtage problemet, og de er lige nu ved at drukne i mobbesager ifølge metroXpress 30/7).
Det er bedst at flytte den mobbede til en anden skole (problemer kan ikke løses ved at fjerne symptomerne).
Det går over (det gør det ikke!).
Det er bare børns drillerier (drilleri og mobning er ikke det samme).
Mobbeofret har problemer derhjemme og bør sendes til skolepsykolog (det ændrer ikke mobbernes adfærd).
Der eksisterer ikke mobning på vores skole (et problem forsvinder ikke ved at benægte dets eksistens).
Professor Dan Olweus (Norge), der er grundlægger af mobning som forskningsområde, definerer mobning således: ”En person er mobbet, når han eller hun gentagne gange og over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere personer.” Negative handlinger kan eksempelvis være fysisk vold, trusler, hån, brug af grimasser og udelukkelse fra gruppen. 

I Norge udsættes 15% af skolebørn for mobning. I Sverige, hvor man i en årrække har gjort en systematisk indsats mod mobning, er mobning nu begrænset til 6%.
Af Undervisningsministeriets hjemmeside fremgår det, at 25% af alle danske børn har været udsat for mobning!
Mobning foregår primært i skolen: 54 % i frikvartererne og 24% i timerne (Børnerådet 2004).
Og det mest chokerende tal af dem alle: 20,7% af børn oplever i deres skoletid, at det er læreren, der mobber, bl.a. ved at gøre den mobbede til grin overfor de andre børn i klassen.

Når børn mobbes, reagerer de med gråd og forsøger sjældent at forsvare sig. De føler sig ensomme, har et lavt selvværd, skammer sig og søger ikke hjælp. Mobberne er præget af aggressiv og dominerende adfærd overfor kammeraterne. De har ringe eller ingen medfølelse for deres ofre. Mobberne har fire gange så stor risiko for senere at foretage kriminelle handlinger. Gruppen af medløbere rummer ofte usikre og ængstelige børn. Og de passive, der ser på og ingenting gør, er angste for, at det bliver dem, der mobbes næste gang.

Selvom bekæmpelse af mobing starter samme sted som mobning, nemlig i hjemmet, har skolerne i sagens natur en vigtig rolle.
Derfor er det slående, at 41% af børn i DCUM’s undersøgelse fra september 2006 svarer ”Nej” eller ”Ved ikke” på spørgsmålet om, hvorvidt deres skoler har regler mod mobning. Og har skolerne en handlingsplan mod mobning, viser en undersøgelse fra Antimobbekonsulenterne i 2006 (kilde: mobbeland.dk), at kun hver fjerde handlingsplan består et kvalitetstjek: ”3 ud af 4 er enten stærkt mangelfulde eller i værste fald rene alibier på et område, der kræver en betydelig mere ambitiøs og systematisk indsats.” 

Historien om en aktuel mobbesag viser, hvor grotesk mobning kan håndteres.
I november 2006 bliver et forældrepar opmærksomme på, at deres barn mobbes, da han bliver banket og efterlades i skolegården.
På et møde afviser klasselæreren blankt, at der finder mobning sted. I januar 2007 spidser mobningen til.
Barnet er tit hjemme med ”hovedpine” eller ”mavepine”.
Samtidig forlader det tredje barn klassen på grund af mobning.
Sundhedsplejersken skriver til hjemmet: ”Mht. mobning i klassen har også andre elever fortalt om det.
Når jeg har talt med alle elever, finder jeg ud af, hvilke tiltag, der kan gøres, for det skal blive bedre.”
Forældrene retter henvendelse til skoleinspektøren, men først i marts lykkes det at få et møde, hvor skolens holdninger luftes: De mobbede børn har en afvigende adfærd og er selv skyld i mobningen. 

En aktuel hændelse, hvor barnet har fået stjålet sin mobiltelefon, mener klasselæreren følgende om: ”Han kunne jo bare lade være med at tage den med i skole.”
Forældrene vælger efter et nyt overfald at holde barnet hjemme i ugen op til påske.
Efter påske erfarer forældrene, at klasselæreren både direkte og indirekte deltager i mobningen.
Da skolen stadig intet foretager sig, vælger forældrene at fritage barnet for de timer, som klasselæreren har.
Det misbilliger skoleinspektøren: ”Skolen er ikke en bolsjeforretning, hvor man frit kan vælge timer fra og til.” Forældrene fastholder, at der skal gøres noget ved mobningen.
Klasselæreren sygemelder sig og ringer rundt til et udvalg af forældre og fortæller, at han mener sig udsat for hetz fra mobbeofrets forældre.
Forældrerådet, der ikke interesserer sig for, hvad barnet og dets forældre har oplevet, indkalder til et møde, hvor de fremmødte forældre bakker klasselæreren 100% op.
Få dage efter bliver barnet udsat for et frontalt angreb af hele klassen med henvisning til, at det er ham, der er skyld i klasselærerens sygemelding.
En lærer slår alarm, og barnet søger tilflugt hos en af SFO-pædagogerne, der har været en stor støtte for barnet igennem hele forløbet.
Forældrene kontakter foreningen Skole & Samfund og får tildelt en person, der er med som bisidder i det løsningsorienterede møde, som det efter fire måneders kamp er lykkedes forældrene at bringe i stand.
Sammen med kommunens repræsentant bliver man her enige om, at der skal udarbejdes en handlingsplan, men skolens efterfølgende udspil tager stik imod det aftalte udgangspunkt i barnet som et problem og går langt uden om klasselæreren, mobberne og de generelle problemer i klassen.

Historien viser – ligesom tallene – at den gode vilje til at gøre noget ved mobning i den grad mangler.
Der er i dag så mange dokumenterede erfaringerne, så megen let tilgængelig viden og så mange brugbare værktøjer i kampen mod mobning, at vi som civiliserede mennesker burde holde os for gode til tage let på og forholde os passivt i forhold til mobning.
Et godt sted at starte er metodehåndbogen ”Er du med mod mobning – 42 veje til bedre trivsel”, som kan downloades gratis fra dcum.dk.